Klassificerede dokumenter sår alvorlig tvivl om udenrigsminister Jeppe Kofods (S) forklaringer om, at upræcise og mangelfulde efterretninger var årsagen til, at Danmark meget sent begyndte at hjælpe lokalt ansatte afghanere ud af landet. Udenrigsministeren har forklaret, at »analyserne og efterretningerne var helt afkoblet fra virkeligheden«, og at dette var udslagsgivende for, at regeringen først 9. august indkaldte til politiske forhandlinger om at redde de afghanere, som har arbejdet for Danmark, ud af den afghanske hovedstad, Kabul.
Allerede 16. juni advarede chefen for de danske styrker i Afghanistan dog i klare vendinger om, at den afghanske hær reelt var i opløsning, og at Kabul var omringet af Taleban.