Iværksætteren Jesper Buch skal i hjemmekarantæne efter besøg i Spanien

Iværksætter og dommer i programmet »Løvens Hule« Jesper Buch sætter sig selv i 14 dages hjemmekarantæne efter et event i Spanien for over 400 iværksættere og oplægsholdere.

Jesper Buch er iværksætter og grundlægger af Just-Eat. Her fotograferet i sit hjem på Frederiksberg. Jesper Buch går i 14-dages hjemmekarantæne, efter at have været til et stort event i Costa del Sol for flere hundrede iværksættere. Linda Kastrup

En kreds af landets spidser inden for iværksætteri har mødtes på den spanske solkyst, Costa del Sol, til et arrangement. Iværksætteren Jesper Buch var en af dem, og nu skal han i mindst 14 dages karantæne. Det skriver erhvervsmediet Finans.

Jesper Buch, der er medstifter af Just Eat og kendt fra TV-programmet »Løvens Hule«, fortæller til Finans, at han er på vej mod Danmark efter myndighedernes anbefalinger til alle danskere om at vende hjem.

»Vi måtte aflyse fredagens fest og sende folk hjem før tid, fordi det var anbefalingen fra myndighederne. Det var ikke til at fatte, at vi endte dér. For en uge siden var der ingenting, og alt var normalt nede i Spanien. Til sidst var alt kaos, og der var ingen biler på vejene. Nu vil jeg bare selv hjem,« siger han til Finans.

Arrangementet ved navn »Seedster« løb fra 8. til 14. marts og er et møde med nogle af landets mest profilerede iværksættere og mentorer til erfaringsudveksling og forskellige oplæg.

400 gæster var til stede ved arrangementet, hvor blandt andet iværksætter Martin Thorborg, skuespiller Julie Zangenberg og forhenværende statsminister Helle Thorning-Schmidt var til stede.

Jesper Buch fortæller til Finans, at han har tænkt sig at sætte sig selv i 14-dages hjemmekarantæne for at efterkomme myndighedernes anbefalinger.

Sådan har opfordringen lydt ved et pressemøde fredag, hvor det stod klart, at Danmark ville lukke grænserne fra lørdag middag.

Samtidig blev Udenrigsministeriets rejsevejledning opdateret, således at ministeriet nu fraråder alle unødvendige rejser til hele verden.

Før fredag var hele verden kategoriseret som »gul«, som betyder, at man skal være ekstra forsigtig, hvis man rejser i de lande. I fredags oplyste udenrigsminister Jeppe Kofod (S), at verden nu var kategoriseret i den andenhøjeste kategori »orange«. Det er trinnet under »rød«, hvor alle rejser konsekvent bliver frarådet, og alle personer, der kommer til Danmark fra de lande, skal i karantæne.