I debat med S-politiker udvandrer dansk skuespiller fra »Aftenshowet«

Den danske skuespiller Abud Mustafa, der er tidligere medlem af banden Brothas, forlod studiet under en debat om SVM-regeringens bandepakke.

Forfatter, skuespiller og tidligere bandemedlem Abud Mustafa udvandrede i aftes fra DRs liveprogram »Aftenshowet«.

Det skete i en debat med Bjørn Brandenborg (S), der er retsordfører for Socialdemokratiet. De diskuterede SVM-regeringens nye bandepakke, som forfatteren ikke mener har nogen præventiv effekt over for de unge mennesker, der er på vej ind i bandemiljøet.

I stedet pegede han på psykiatrien som et sted, hvor man skulle sætte ind for at hjælpe de unge.

»Jeg ryster af at høre om de her unge knægte, som har set mord for øjnene af sig og aldrig nogensinde har fået nogen hjælp. Så hvad regner I med? Selvfølgelig bliver de mordere, når de bliver ældre,« siger en berørt Abud Mustafa i programmet.

Til det svarede Bjørn Brandenborg (S), at man skal hjælpe dem, der er på kanten, og at psykiatrien er et af de områder, regeringen ser som »allervigtigst at gøre noget ved«, men da udvandrede Abud Mustafa fra studiet.

Du kan se klippet øverst i artiklen.

Værten Mark Stokholm understregede, at man ville sørge for tjekke op på ham, og Bjørn Brandenborg (S) lovede også at gå ud og give ham et kram bagefter.

»Der er brug for, at unge drenge som Abud stiller sig frem og er rollemodeller og tør at tage bladet fra munden. Jeg har været i en del debatter med Abud, og det er første gang, jeg ser ham sådan der, så nu går jeg også ud og giver ham en krammer, når vi er færdige her.«

Tidligere medlem af Nørrebro-banden Brothas

Debatten i »Aftenshowet« handlede om, hvorvidt hårdere straffe er vejen frem. Det kommer, efter at regeringen i sidste uge præsenterede en ny bandepakke, der med 39 tiltag skal gribe hårdere ind over for banderne. 

Man vil eksempelvis skærpe flere straffe og lave dobbeltstraf for banders økonomiske kriminalitet.

Abud Mustafa mener ikke, at bandepakken kommer til at have nogen præventiv effekt. 

Tidligere i programmet hævdede han, at de unge mennesker ikke lader sig afskrække af hårdere straffe, når først de er inde i miljøet.

»Straf har ingen forebyggelse overhovedet. Når de først er kommet derud, så er det: 'Dø, om så det gælder,'« sagde han og fortsatte:

»Når vores politikere snakker om hårdere straffe, så virker det, som om de ikke har forstået alvoren i det her, når det skal have en afskrækkende effekt. De har ikke forstået, hvor langt de her mennesker er klar til at gå.«

Som meget ung var Abud Mustafa mellem 2009 og 2013 medlem af Nørrebro-banden Brothas.

I 2018 startede han sin skuespillerkarriere, og tidligere i år kunne man se ham på det store lærred i filmen »Underverden II«, hvor han spiller rollen som Jimmy.

Nu er han aktuel med bogen »Dø, om så det gælder«, hvor han fortæller om sin fortid i bandemiljøet. Det gør han for at skabe en ændring, har han fortalt.