Godmorgen og velkommen til dagens overblik.
Min kalender siger onsdag, og det betyder, at vi er godt og vel halvvejs gennem arbejdsugen.
I dag handler overblikket blandt andet om den værste bandekrig i Sveriges historie, unge mænd, som frygter anklager om voldtægt, samt om de allerførste anbefalinger fra Københavns allerførste borgerting.
Lad os kaste os ud i det.
Han kom ind på sit drømmestudie. Drømmen gik hurtigt i opløsning
I et lokale på Københavns Universitets campus på Amager sidder 15 studerende og lærer om italiensk historie og kultur.
I et andet lokale i samme bygning sidder Thomas Krag-Sander og lærer det akkurat samme.
Han har efter to år på studiet opgivet at blive en del af et fællesskab. Han føler sig usikker og udsat. Og alene. Derfor sætter han sig ind i et tomt lokale på universitetet og tager undervisningen virtuelt.
I dag føler en fjerdedel af studerende sig ufrivilligt alene – eller ensomme – på deres videregående uddannelse. Det viser en undersøgelse fra den akademiske fagforening DM.
Antallet er mere end fordoblet siden 2019.
Det kan du læse meget mere om i artiklen hos Berlingske her.
Den værste bandekrig i Sveriges historie
Det er en farlig tid i Sverige.
Faktisk har det ikke været farligere at befinde sig på den anden side af Øresund siden Anden Verdenskrig. Sådan lyder den dystre udmelding fra Jale Poljarevius, der er chef for efterretningstjenesten i den svenske Region Mitt.
I Sverige har skyderier og eksplosioner længe været et problem, men det, der udspiller sig netop nu, er usædvanligt. Selv for Sverige.
I Uppsala og Stockholm er syv personer blevet dræbt de seneste ti dage i det, der er beskrevet som »den værste bandekrig i Sveriges historie«.
Nu er en skræmmende »dødsliste« angiveligt dukket op, og teenagere forlader deres hjem i frygt. Øverst på listen står hele dramaets hovedperson: Ræven.
Læs mere i Berlingske-historien her.
De fleste unge mænd frygter at blive anklaget for voldtægt
Videre til historien, som har lagt overskrift til dagens overblik.
Hos DR kan vi læse, at over 54 procent af unge mænd mellem 16 og 20 år er bekymrede for at blive fejlagtigt anklaget for voldtægt.
Det viser en ny undersøgelse fra Det Kriminalpræventative Råd.
Undersøgelsen viser også, at over halvdelen af danskerne giver deres samtykke gennem kropssprog snarere end med ord.
Men 40 procent af mændene mellem 16 og 20 år synes, at det er svært at afgøre, om den anden samtykker, hvis det ikke bliver sagt højt.
»Samtykkeloven skabte nogle ændringer, som jeg føler, at vores kultur er bagud på. For det sætter nogle rammer for at kommunikere ordentligt, men det kan være megasvært,« siger 19-årige Carl Sprinkel, gymnasieelev og lokalformand for Danske Gymnasiers Sammenslutning i Nordsjælland.
Tallene kan være et udtryk for, at rigtig mange er i tvivl, om de gør det rigtigt, siger Katrine Amalie Keller, videnskonsulent ved Det Kriminalpræventative Råd.
Begge efterlyser mere og bedre seksualundervisning i skolerne.
Hele historien kan du læse hos DR.
Hvem skal betale for 200.000 lønstigninger?
200.000 sosu'er, sygeplejersker, pædagoger og fængselsbetjente står til en lønforhøjelse.
Men hvem skal betale?
Svaret kommer an på den såkaldte reguleringsordning.
Gælder den, vil andre grupper af offentligt ansatte skulle afholde de fire gruppers lønstigninger.
Gælder den ikke, vil det være et brud på den danske model og i en eller anden grad påføre private arbejdsgivere øgede lønudgifter.
Arbejdsmarkedsforsker Bent Greve har efterspurgt svaret siden valgkampen i oktober, og nu svarer beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen.
Det kan du læse mere om hos Berlingske her.
Her er Københavns første borgertings første anbefalinger
36 udvalgte københavnere har siden april udgjort hovedstadens allerførste såkaldte borgerting.
Det er der kommet syv overordnede anbefalinger og flere politiske ideer til Københavns politikere ud af, skriver TV 2 Kosmopol.
Overordnet lyder anbefalingerne således:
En mere inkluderende, lige og inviterende by
Vi skal bekæmpe diskrimination i København
Et København, hvor alle har indflydelse på og er medskabere af byen
En by, der tager vores trivsel og sundhed alvorligt
Den naturnære, grønne forgangsby
Bevægelse for alle på tværs af byen
Mere og bedre kollektiv, sam- og ikke-motoriseret transport
Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) kalder anbefalingerne for gode. Selvom det ikke er alle, der bliver handlet på og stemt igennem, mener hun fortsat, det giver mening med et borgerting.
Hos TV 2 Kosmopol kan du læse mere om, hvad de syv anbefalinger indebærer.
Det sker i dag:
FNs generalsekretær, António Guterres, er i forbindelse med Generalforsamlingen vært for klimatopmødet Climate Ambition Summit.
I forbindelse med samme generalforsamling mødes FNs Sikkerhedsråd om situationen i Ukraine. Ifølge tyske dpa ventes både Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, og Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, at deltage.
Dronningen går officielt i land fra Kongeskibet Dannebrog og markerer dermed afslutningen på sejlsæsonen.
God dag!