I dag blev endnu en kvinde dræbt i sit hjem. Generelt er færre danskere blevet myrdet i 2021

I år er 34 danskere blevet slået ihjel. Det er færre end gennemsnittet for de seneste 15 år. Coronanedlukningen og hurtigere behandling af sårede kan være årsager, vurderer retsmediciner.

Torsdag formiddag blev politiet kaldt til en adresse i Viby, hvor en 28-årig kvinde var blevet stukket med kniv. Nede foran lejligheden fandt politiet faren til den dræbte kvindes børn. Han blev straks anholdt. Presse-fotos.dk

Torsdag formiddag blev politiet kaldt til en adresse i Viby, hvor en 28-årig kvinde var blevet stukket med kniv foran sine børn på fire og seks år. Kvinden liv stod ikke til at redde, og børnenes far er nu blevet anholdt for drabet.

Sådanne partnerdrab sker hvert år, og mere end hvert andet kvindedrab i Danmark begås af partneren.

I år er der dog generelt blevet begået færre drab i Danmark. Siden 2006 er cirka 50 danskere hvert år blevet dræbt. I år er 34 blevet dræbt, viser en optælling af Ritzau.

Asser Hedegård Thomsen er retsmediciner ved Aarhus Universitets Institut for Retsmedicin. Han siger til Ritzau, at det er uvist, hvad faldet i drabstallet skyldes. Det kan være tilfældigt, men det kan også skyldes coronanedlukningen, vurderer han:

»Det er svært at sige, om corona har spillet en stor rolle, når man kigger på drabstal, men det er klart, at risikoen for konflikter i nattelivet er mindre på gader og stræder, når der er lukket ned, og der ikke bliver drukket så meget,« siger Asser Hedegård Thomsen.

Han peger desuden på, at befolkningens stigende adgang til mobiltelefoner i seneste år kan betyde, at der hurtigere bliver tilkaldt hjælp i tilfælde af overfald, og at den sårede derfor hurtigere får behandling.

15 er i løbet af året blevet stukket ihjel med en kniv eller en anden skarp genstand. Seks er blevet udsat for grov vold med døden til følge. Fem er blevet kvalt, mens en er blevet påkørt. Syv er blevet skudt og dræbt – herfra flere i den netop opblussende bandekonflikt i København.