Nogle børn vil ikke føle stort behov for at tale om det.
For andre kan det vokse sig stort og ubehageligt, hvis ikke det bliver italesat.
Én ting står i hvert fald klart: Hvis du tror, at du kan skærme dit barn fra sagen om 13-årige pige, så kan du godt tro om igen.
»Det er overhovedet ikke realistisk,« siger Eva Fog Noer, digital pædagog og ekspert i børn og unges digitale liv.
Omtalen på sociale medier har været ekstrem, siden det kom ud, at pigen var forsvundet, fortæller hun. Så ekstrem, at selv mindre børn har opfanget det.
»Hvis dit barn omgås andre børn, hvis der er store søskende, hvis du taler foran dine børn. Jeg tænker ikke, der har siddet mange forældre derude uden en klump i maven, og den slags kan børn mærke.«
I denne artikel finder du seks råd til, hvordan du kan gribe den svære samtale an.
Skaber deres egen virkelighed
Når voldsomme begivenheder rammer, deler Eva Fog Noer videoer på sociale medier som TikTok, Instagram og Snapchat.
Som skyderiet i Field's. Eller da youtuber Albert Dyrlund døde. Da Rusland invaderede Ukraine og løbende under coronapandemien.
Formålet er at informere børn og unge på en hensigtsmæssig måde – og samtidig at inspirere forældre til, hvordan man kan gå til opgaven.
Når børn og unge ikke får information, skaber de deres egen virkelighed, fortæller hun.
»Det er der, det kan vokse og pludselig blive meget farligt og ubehageligt,« siger Eva Fog Noer.
»Når det så drejer sig om en 13-årig pige, så lander det lige midt i en målgruppe af dem, der virkelig begår sig på sociale medier.«
Seks gode råd til at tale med dit barn
1. De helt små børn, som endnu ikke er startet i skole, skal i man i udgangspunktet lade være.
»Medmindre de selv sætter spørgsmålstegn eller begynder at opføre sig mærkeligt – være mere bekymrede eller have svært ved at sove,« siger Eva Fog Noer.
»Så kan man spørge, om de har det godt uden at gå nærmere ind i det.«
2. Spørg ind – og lyt.
»Spørg: 'Har du set det her? Har du nogle tanker om det? Hvad tænker du?' – så vidt muligt lad dem tale, uden at putte ord i hovedet på dem,« siger Eva Fog Noer.
»Det handler om ikke at foregribe situationer og ikke fodre børnenes frygt. Understreg, at det er noget, der meget, meget sjældent sker.«
3. Hvis de ikke vil tale om det, så er det fint nok.
4. Men vær opmærksom på, at der kan komme en efterreaktion.
»Så kommer de i skole og i sfo. Der vil blive talt mere om det her, og der florerer alt muligt,« siger Eva Fog Noer.
5. Tænk over, hvad du ser og hører omkring dine børn.
»Lige nu er det alle mulige tænkelige steder,« siger Eva Fog Noer.
Hun råder til ikke at se det samme i fjernsynet igen og igen – og at se enkelte nyhedsopdateringer sammen med sine store børn, så man kan tale om det, man ser.
6. Fortæl sandheden.
»Det er meget vigtigt, at man ikke fortæller børn, at sådan noget aldrig sker. For det er jo lige sket,« siger Eva Fog Noer.
»Det handler om, at vi kan aldrig vide os sikre, men vi kan være ret sikre. Og vi kan tage foranstaltninger.«
En 32-årig anholdt i sagen om den 13-årige pige blev mandag formiddag sigtet for langvarig frihedsberøvelse og voldtægt. Få overblikket her.