Fritid er blevet en mere værdsat valuta, der verden over er i høj kurs.
I Danmark ser vi en stigning i antallet af beskæftigede på deltid – både i konkrete tal og procent.
Men også i lande som Kina, der er kendt for sin »996-kultur«, der i praksis betyder arbejde fra 9 til 21 seks dage om ugen, opleves et nybrud i befolkningens ønske om et liv ved siden af arbejdet.
En af dem er Leon Li.
I februar fik hun nok.
Hun sagde sin »uundværlige« rolle hos en af Kinas største teknologigiganter op og blev rengøringsassistent.
»Hver morgen, når alarmen ringede, kunne jeg kun se min kedelige fremtid,« fortæller hun til CNN.
Før arbejdede hun i døgndrift, hvor arbejdsopgaverne ifølge CNN indebar at planlægge møder og forberede dokumenter.
Nu arbejder hun seks timer om dagen med at rengøre huse.
»Glem det, venner, glem det.«
I Berlingske har vi søndag skrevet om tendensen i Danmark, hvor befolkningen trodser Mette Frederiksens reprimander om dårlig arbejdsmoral.
»Der er noget i vores mentalitet, vi bliver nødt til at få ændret. Russerne går ikke hjem. De fortsætter,« sagde Mette Frederiksen.
Hun betonede videre over for danskerne, at hun ikke var sikker på, at »alle skal gå hjem klokken 16 fra samlebåndet«.
»Glem det, venner, glem det.«
Men befolkningen hverken glemmer eller lytter.
»Jo rigere vi bliver, jo mere vil vi gerne have af det, vi kalder fritid. Når man har fået de materielle goder opfyldt, så er det ferie og fritid og den slags, som vi gerne vil have mere af,« fortalte en af landets førende og mest indflydelsesrige økonomer, professor Nina Smith, til Berlingske.
En trend, der ikke kun ses i Danmark, men mange steder i verden, forklarede hun.
Bemærkelsesværdigt er det dog, at den i øjeblikket også spreder sig i Kina, der ikke ligefrem er kendt for fleksible arbejdstider og mange timers fritid efter fyraften.
Jeg er mere end bare en forretningstransaktion
Kinas store virksomheder mister langsomt deres tiltrækningskraft, da Kinas økonomi står over for modvind, herunder en ejendomskrise, faldende udenlandske investeringer og faldende forbrug, skriver CNN.
Det har fået en større del af den kinesiske befolkning til at spørge sig selv, om det er værd at bytte deres tid og helbred for højere løn.
Der er dog også sket et mærkbart skred i Kina, når det kommer til manuelt arbejde og servicejob. Både efterspørgslen og lønnen skyder i vejret, en udvikling, der kun understøtter kinesernes tilvalg af disse brancher.
Men vigtigere for Leon Li er, at hun føler sig gladere.
»Forandringen har medført, at mit hoved ikke længere føles svimmelt. Jeg føler mindre mentalt pres. Og jeg er fuld af energi hver dag,« forklarer hun CNN.
Hun nyder at knytte bånd til sine kunder og siger, at hver rengøringssession får hende til at føle sig som mere end blot en forretningstransaktion.
Hun fortæller mediet, at hun ikke har fortrudt, at hun sagde sit kontorjob op.
»Efter en trættende dag kan jeg gå hjem og spise og gøre, hvad jeg kan lide, uden noget ekstra mentalt pres,« siger hun.