Opdateret

Nordkoreanske skraldeballoner flyver igen mod Sydkorea

Nordkorea sender skraldeballoner mod Sydkorea få dage efter genoptagelse af højtalepropaganda.

Den seneste sending af balloner kommer, tre dage efter at Sydkorea genoptog sin transmittering af såkaldt højttalerpropaganda mod Nordkorea. (Arkivfoto). Im Sun-Suk/Ritzau Scanpix

Nordkorea sender igen balloner med skrald ind over grænsen til Sydkorea.

Det siger Sydkoreas militær søndag i en udtalelse.

Siden maj har Nordkorea sendt omkring 2000 skraldeballoner mod nabolandet.

Nordkorea betragter det som et modsvar til de såkaldte propagandaballoner, som landet har modtaget fra Sydkorea.

- Norden afsender endnu en sending balloner med skrald i, lyder det i udtalelsen.

Her oplyses det også, at ballonerne har kurs mod den nordlige del af Gyeonggi-provinsen.

- Venligst anmeld dem til militæret eller politiet og undlad at komme i direkte kontakt med objekterne, lyder det videre til befolkningen.

Det fremgår ikke, hvor mange balloner der søndag er tale om.

Den seneste sending af balloner kommer, tre dage efter at Sydkorea genoptog sin transmittering af såkaldt højttalerpropaganda mod Nordkorea.

Nordkorea, der i høj grad er isoleret, er langt fra glade for, at befolkningen får adgang til eksempelvis sydkoreansk popkultur.

Sydkorea har også sagt, at landet vil øge sin transmittering af propaganda mod Nordkorea, hvis Nordkorea fortsætter med at sende ballonerne med skrald.

- Vi kan øge antallet af højttalere i grænseområderne, hvis Nordkorea fortsætter landets provokationer, lød det fra en embedsmand i militæret til nyhedsbureauet Yonhap lørdag.

Ud over at sende propaganda i højttalere rettet mod Nordkorea, har sydkoreanske aktivister også tidligere sendt balloner mod nabolandet. Men i stedet for skrald har de været fyldt med blandt andet kritiske pamfletter mod det nordkoreanske styre.

I flere af ballonerne har man også kunne finde kontanter, ris eller USB-stik med sydkoreanske dramaserier.

De nordkoreanske skraldeballoner - der tidligere har været fyldt med blandt andet cigaretskod og brugt toiletpapir - har siden maj skabt forstyrrelser for mere end 100 fly på vej til og fra landet, siger Sydkorea.

/ritzau/AFP