Hun er 80 år og blev opsagt fra sin bolig for at forbedre forholdene i Mjølnerparken

Som led i ghettopakken er beboere i Mjølnerparken blevet opsagt og fraflyttet deres bolig. Det er blandt andet gået ud over en gruppe ældre i Danmarks ældste seniorbofællesskab. Fællesskabet er opløst og beboerne bor nu alene spredt over hele byen, mens Københavns Kommune fejrer, at Mjølnerparken ikke længere er en ghetto.

Lisbeth Saugmann blev opsagt og flyttede fra det nu afviklede bofællesskab i Mjølnerparken i august, som konsekvens af politikernes ønske om at forbedre udsatte boligområder. Linda Kastrup

Lisbeth Saugmann er 80 år. Det er nogle måneder siden, hun flyttede. Mod sin vilje. I sine 12 år i Danmarks ældste seniorbofællesskab i Mjølnerparken, var hun vant til, at man kom hinanden ved, og der altid var nogle at sludre med. I lang tid var hun fortrøstningsfuld. Hun var sikker på, at politikerne ville besinde sig. Det var for absurd.

Nu bor hun, som de øvrige tidligere beboere i bofællesskabet Midgården, alene. Spredt over hele København. Selvom det ikke er møntet på de ældre, der nu er flyttet, så er de det som en direkte konsekvens af det, som overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) begejstret har kaldt »en milepæl« og en »massiv målrettet indsats«.