Godmorgen og velkommen til dagens overblik.
Bedst var påskefreden slut, før 12 borgmestre i hovedstadsområdet erklærede krig mod motorvejsstøj. Spørgsmålet er, hvor meget deres ønskede hastighedsnedsættelser vil batte.
Denne onsdag ser vi også mod Rusland, hvor den sidste danske journalist trækkes ud – og til Yemen, hvor der for første gang i mange år er gode nyheder at rapportere.
Vi begynder i Berlingske med en opsigtsvækkende udvikling.
Syriske flygtninge skulle sendes hjem – nye tal fortæller en anden historie
En storm af kritik ramte Danmark, da de danske udlændingemyndigheder i foråret 2021 gik »umoralsk« enegang og i stor stil inddrog opholdstilladelser for syriske flygtninge fra Damaskus-området.
Nye tal, som Udlændingestyrelsen har trukket for Berlingske, viser, at projektet med at sende syrere hjem er fortid.
Antallet af syrere, som får inddraget eller nægtet forlængelse af opholdstilladelse, er stort set gået i nul.

Hvor 270 syriske flygtninge i 2021 mistede opholdstilladelsen, faldt tallet sidste år til 61. I 2023 er det pr. 26. marts kun tilfældet for fem syrere.
Tallene viser ifølge Peter Starup, lektor og forsker i udlændingeret ved SDU, »at det såkaldte udlændingepolitiske paradigmeskift var lidt opreklameret«.
Hele historien får du her.
Berlingskes korrespondent var den sidste danske journalist i Rusland. Nu er det slut
Det har længe været forbundet med stor risiko for vestlige journalister at arbejde i Vladimir Putins Rusland.
Alligevel har Berlingskes Ruslands-korrespondent, Emil Rottbøll, insisteret på at gøre det. Men det er slut nu, skriver Berlingskes udlandsredaktør, Birgitte Borup:

»Nu må vi på Berlingske desværre opgive vores tilstedeværelse i landet. Efter anholdelsen af den amerikanske journalist Evan Gershkovich, må vi erkende, at det – i hvert fald for nu – er for farligt.«
Gershkovich, som er korrespondent for The Wall Street Journal, er anholdt i den russiske storby Jekatarinburg af sikkerhedstjenesten FSB. Han er sigtet for spionage og nu fængslet med en strafferamme på 20 år.
Emil Rottbøll har selv måtte flygte ud af selvsamme Jekatarinburg.
»Vi håber inderligt, at vi kan vende tilbage til Rusland, og vi håber, at vestlige journalister en dag atter vil kunne arbejde der uden at skulle frygte for deres frihed,« skriver Birgitte Borup.
For første gang i årevis: Godt nyt fra Yemen
Budskabet blev modtaget med lige dele fnys og skepsis:
Kina, lød det fra præsident Xi Jinping, vil nu arbejde aktivt for at skabe fred i Mellemøsten.

Det skabte chokbølger i Det Hvide Hus, da det kom frem, at Beijing lykkedes med at mediere en aftale mellem regionens to største rivaler, Saudi-Arabien og Iran.
I denne uge kom der endnu et tegn. Efter i otte år at have bekriget hinanden i en blodig borgerkrig i Mellemøstens fattigste land, er der nu indkaldt til fredsforhandlinger mellem de stridende parter i Yemen.
Pludselig er Kina ved at overtage taktstokken i en region, som i årtier har været domineret af vestlige magter.
Og til alles forbløffelse tegner det til, at indblandingen kan føre til det, Kina påstår: øget fred.
En hovedstadskommune har allerede sænket farten i kamp mod støj. Beboerne kan ikke høre forskel
Vi runder af noget tættere på – i Hvidovre, hvor man allerede har gjort sig erfaringer med at sænke hastigheden på motorvejen.
I går gik borgmestre fra 12 hovedstadskommuner sammen i et projekt, som har til formål at sænke fartgrænserne. Det skal minimere støjgenerne for de mange borgere, der bor og lever nær nogle af hovedstadens mest trafikerede veje.
Borgmestrene ønsker, at bilister fremover maksimalt må køre 80 kilometer i timen – i stedet for 110 – på motorvejene ved København.
Som forsøgsordning er de nye hastighedsgrænser allerede indført i Hvidovre. Thomas Kleis, som er formand for en grundejerforening med motorvej i baghaven, kan dog ikke høre forskel. Det fortæller han til TV 2 Kosmopol.
De lavere hastigheder har mindsket støjen mellem 0,5 og 1,8 decibel – eller det, chefkonsulent hos Vejdirektoratet, Jakob Fryd, betegner som knap hørbart.
Alligevel holder borgmester Anders Wolf Andresen (SF) fast i, at en hastighedsændring er den hurtigste og billigste løsning på støjproblemerne.
Læs med her hos TV 2 Kosmopol.
Det sker i dag:
To tidligere ansatte i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse skal på anklagebænken i Holstebro. De to er tiltalt for at have modtaget bestikkelse – den ene skal have modtaget værdier for næsten tre millioner kroner.
En satellit skabt af danske studerende fra fire universiteter sendes for første gang ud i rummet. Den skulle oprindeligt være opsendt tirsdag, men Space X, der er ansvarlig for opsendelse, valgte at udskyde til i dag.
God dag!