Kent Ringsted forlod Brøndby Stadion i ro og mag og gik få hundrede meter til sit hjem.
Da han kom inden døre, kunne han hurtigt høre lyden af kanonslag.
»Man kunne høre nogle ordentlige brag, og det fik mine hunde til at reagere,« siger han.
Torsdag aften havde han været til fodboldkamp på Brøndby Stadion, som han plejer. Det lokale fodboldhold mødte polske Pogon Szczecin, som de ugen forinden havde spillet uafgjort mod, men kampen endte i voldsomme optøjer, der sendte to politibetjente på hospitalet. I alt registrerede politiet 11 tilfælde af vold mod betjente – begået af både danske og polske fans – oplyser de til Berlingske. En 46-årig polsk mand er på nuværende tidspunkt sigtet for vold mod en tjenestemand.
For både på stadion og uden for bygningen var Københavns Vestegns Politi i karambolage med fans og måtte løbende få assistance af andre politikredse.
Inden kampen havde politiet kun rejst sigtelse mod én person, der var i besiddelse af fyrværkeri, men mod slutningen af anden halvleg, hvor det danske hold førte 4-0, opstod der uro blandt de polske fans. Københavns Vestegns Politi oplyser, at de måtte rykke ind på stadion for at assistere stadionstewarder, fordi de polske fans var begyndt at ødelægge hegn og sæder på udebaneafsnittet.
»Ret voldsomt«
Udebaneafsnittet er indrammet af høje hegn, og på en video – der florerer på Twitter – kan man se, at en stor flok politibetjente i gule veste går ind på afsnittet.
Her er fans – flere i bar overkrop – tilsyneladende oppe at køre. De råber og puster sig op, og efter kun få sekunder er der fysisk kontakt mellem de polske fans og politiet. På videoen, der allerede har over 40.000 visninger, ser det voldsomt ud, da politiet bliver skubbet ud af afsnittet, og de polske fans får smækket lågen i hegnet for at holde politiet ude.
Selv oplyser fodboldklubben, at det lykkedes de polske fans at vælte hegnet ind mod fodboldbanen, hvorefter de »maskerede sig og trak knive«, skriver fodboldklubben i en pressemeddelelse.
Vicepolitiinspektør hos Københavns Vestegns Politi, Kim Erik Hansen, mener ikke, at gårsdagens postyr var et enestående tilfælde:
»Det var ret voldsomt, men vi vurderer det ikke til at være værre end det. Det er ikke sådan, at vi aldrig nogensinde har set det før,« siger han til Berlingske.
De fleste fans forlod stadion uden problemer, men ifølge en tilskuer, Berlingske har talt med, skyndte flere børnefamilier sig væk fra tribunen, så snart slutfløjtet havde lydt.
Spændinger mellem fans
På andre videoer, der ligeledes ligger på internettet, kan man se, at der var uroligheder foran stadion efter kampen, hvor politiet var massivt til stede med hunde.
Scenen, der er præget af blå blink, rødt lys, og fans, der er klædt i sort med gul og blå hovedbeklædning og halstørklæder, er indhyllet af røg. På videoerne ser det ud til, at fans fra både Brøndby IF og den polske klub kaster fyrværkeri efter hinanden.
Brøndby IF stod i foråret til at betale knap to millioner kroner i bøde for brug af »pyrotekniker« blandt klubbens fans. Betegnelsen dækker blandt andet romerlys, som der afgiver et rødt lys og røg.
Ifølge politiet brugte de »en del kræfter på at holde fans adskilt«, men mange fodboldfans gik også fra stadion med skrammer.
Et billede taget inde på stadion viser en polsk fan, der bevæger sig over et hegn med blod løbende ned ad ansigtet. Politiet bekræfter, at fans er kommet til skade:
»Der er nogen, der er blevet bidt eller ramt af vores politistave, og så er der en del, som kom til skade i det slagsmål, der var mellem Brøndbys fans og de polske fans. Der har de også fået lidt slag,« siger Kim Erik Hansen.
Modstanderhold er »kyllinger«
I sidste uge spillede de to klubber mod hinanden i Polen. Det endte 1-1, men under kampen havde det polske hold et banner, hvor der stod »Brøndby – Child Fuckers«, hvilket formentlig var en reference til den 29-årige Brøndby-hooligan Kevin Werner, som tidligere på sommeren blev dømt for en lang række overgreb på drenge og unge mænd. Ifølge polske medier kastede danske fans efterfølgende med øl. Til kampen torsdag havde Brøndby-fans et banner, hvor de kalder modstanderholdet for »kyllinger«.
Dermed er det ikke svært at forestille sig, at der har været spændinger mellem fans fra de to hold, allerede inden kampen begyndte.
Ifølge Kent Ringsted, som har været med i fanklubben 100 Mandsklubben i syv år, er der normalt ikke uroligheder ved Brøndby Stadion. I hvert fald ikke noget, der generer ham selv eller naboerne.
»Det var der engang, men ikke længere,« siger han:
»Jeg synes ikke, at der er problemer generelt, men vi kan se, at der til udenlandske kampe – alt efter hvor klubberne er fra – oftere er optræk til ballade,« siger han og tilføjer, at der dog virker til at være mere styr på sagerne nu.
Det har ikke været muligt at få fat på formanden for Brøndby IFs officielle fanklub, men hos Divisionsforeningen – som er en brancheorganisation for danske klubber, er formand Claus Thomsen ikke tilfreds:
»Det er fuldstændig uacceptabelt. Heldigvis sker det sjældent i dansk fodbold,« siger formanden, der derudover ikke vil kommentere på torsdagens kamp og henviser til, at kampen var arrangeret af UEFA.