Da Statsministeriet i dag inviterede til pressemøde om Danmarks coronasituation, var det uden bombastiske udmeldinger og nye restriktioner.

Pressemødets omdrejningspunkt var i stedet en status forud for efteråret, der blev præsenteret af statsminister Mette Frederiksen (S), sundhedsminister Magnus Heunicke (S), direktør for Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm, direktør for Statens Serum Institut Henrik Ullum og lederen af regeringens ekspertgruppe om genåbning med en status på coronasituationen, Torben M. Andersen.

Berlingske har samlet de fem vigtigste budskaber fra mødet:

1) Bliv vaccineret

Både Mette Frederiksen, Søren Brostrøm og Henrik Ullum kom med en klar opfordring til de danskerne, der endnu ikke er vaccineret: »Der er ikke noget at komme efter. Tag vaccinerne,« sagde Søren Brostrøm blandt andet. Det er primært unge, borgere på Vestegnen, borgere ved almene boligselskaber og borgere med minoritetsbaggrund, der mangler at blive vaccineret, uddybede Søren Brostrøm. Derfor har myndighederne lavet en målrettet indsats mod at få flere til at tilslutte sig vaccinerne, svarede han på et spørgsmål fra DR.

2) Det går godt – men smitten vil stige til efteråret

Danmark har klaret pandemien godt set i forhold til andre lande, understregede flere. Omkring fire millioner, 74,7 procent af befolkningen, har påbegyndt deres vaccinationsforløb – og 68,9 procent af befolkningen er færdigvaccinere. Men når efteråret kommer, vil smitten stige, fastslog både Søren Brostrøm og Henrik Ullum – og det vil særligt ramme de ikkevaccinerede. Derfor har myndighederne et mål om, at 90 procent af befolkningen skal være vaccineret inden 1. oktober.

3) Der kommer retningslinjer for tredje stik

Sundhedsminister Magnus Heunicke fortalte på pressemødet, at det forventes, at alle får tilbud et tredje vaccinestik på et tidspunkt. Desuden vil man fra myndighedernes side kigge på data fra andre lande, der giver tredje stik, uddybede Søren Brostrøm – og at de i denne uge vil lave retningslinjer for tredje stik for de grupper, der har »særlig lav immunrespons«. Det er blandt andet personer, der er syge med kræft eller på et tidspunkt har fået organtransplantation.

4) Modellen for automatiske nedlukninger skal drøftes

På grund af vaccinerne forventer regeringen ikke, at der i fremtiden kommer store, nationale nedlukninger, sagde Mette Frederiksen på pressemødet. Derfor er regeringen også ved at undersøge, om der kan laves justeringer af modellen for automatisk nedlukning af sogne, lød det fra sundhedsministeren. I de områder, hvor vaccinetilslutningen er lav, eller hvor der er mange smittede, kan det dog fortsat være nødvendigt med nedlukninger, uddybede han.

5) Dansk vaccineproduktion

Lige før pressemødet skrev Sundhedsministeriet i en pressemeddelse, at regeringen har besluttet at støtte udviklingen af en dansk coronavaccine ved at give 800 millioner kroner til virksomheden Bavarian Nordic. Målet er, at den danske vaccine fra virksomheden skal produceres på dansk jord. Samtidig understregede han, at myndighederne ikke vil gå på kompromis med vaccines kvalitet: »Hvis den er så god, som det beskrives i øjeblikket, så er den på et niveau, der er mindst lige så godt, som dem vi har allerede.«