Her er de droppede socialdemokratiske ministre

Se listen over, hvilke tidligere socialdemokratiske ministre som ikke har fået plads på det nye ministerhold.

Mette Frederiksen (S) præsenterede de nye ministre i SVM-regeringen på Amalienborg torsdag formiddag. Asger Ladefoged

Flere markante S-profiler er droppet som ministre.

I alt har ni tidligere socialdemokratiske ministre ikke fået plads på det nye hold.

Statsministeriet offentliggjorde ministerlisten cirka klokken 9.30. Den indeholder i alt 23 ministre. Mette Frederiksen (S) præsenterede den nye regering på Amalienborg Slotsplads klokken 10.

Her er de tidligere ministre, som ikke indgår på det nye ministerhold

Rasmus Prehn (S), tidligere minister for fødevarer, landbrug og fiskeri.

Asger Ladefoged

Rasmus Prehn kom tidligere på året i mediernes søgelys for at have misbrugt sit ministerkreditkort til at betale for mad og drikke på restauranter og værtshuse. Ombudsmanden gik ind i sagen i september. Prehn gik ved folketingsvalget cirka 4.000 personlige stemmer tilbage, men opnåede akkurat genvalg med 62 stemmer.

Jeppe Kofod (S), tidligere udenrigsminister.

Mathias Eis

Undervejs i Jeppe Kofods ministerperiode har kritikere holdt fast i sagen om den 15-årige pige, som Jeppe Kofod havde sex med i 2008 ved et seminar for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU). Den tidligere minister undskyldte dengang og måtte undskylde igen 2020. Ved folketingsvalget i november blev han ikke genvalgt.

Trine Bramsen (S), tidligere transportminister og minister for ligestilling.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Bramsen blev udnævnt til transportminister i februar og nåede dermed kun ti måneder på posten. Hun gjorde sig særligt bemærket i sin tid som forsvarsminister, hvor hun kaldte forsvarschefen for »styrelseschef« og lykkedes med at få ophobet en række andre møgsager i bagagen. Ikke mindst i sagen om Forsvarets Efterretningstjeneste er hun blevet kritiseret for sin håndtering.

Simon Kollerup (S), tidligere erhvervsminister.

Linda Kastrup

Som minister var Kollerup i vælten under coronakrisen i forbindelse med udbetalingen af hjælpepakker til erhvervslivet, som blev kritiseret for at lande alt for sent.

Astrid Krag (S), tidligere social- og ældreminister.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Astrid Krag blev beskyldt for hykleri i sin tid som minister i forbindelse med, at en gennemgang viste, at hun kun havde fremsat ét lovforslag i to år som minister. Hun lavede med andre ord for lidt, hvilket var tankevækkende, fordi hun i 2017 selv kritiserede daværende ældreminister Thyra Frank (LA) for at lave for lidt.

Christian Rabjerg Madsen (S), tidligere indenrigs- og boligminister.

Niels Ahlmann Olesen

Christian Rabjerg Madsen blev udnævnt 2. maj i år og nåede dermed kun at sidde som minister syv måneder. På sin post skulle han håndtere sagen om salget af en del af Christiania, som det lykkedes at få christianitterne til at acceptere.

Flemming Møller Mortensen (S), tidligere minister for udviklingssamarbejde og minister for nordisk samarbejde.

Søren Bidstrup

Flemming Møller Mortensen er et godt stykke fra at være den tidligere regerings mest synlige minister, men det skabte ikke desto mindre overskrifter i store dele af verden, da Danmark som det første land i FNs klimakonvention lovede penge til fattige lande til at dække tab og skader som følge af menneskeskabte klimaforandringer. Desuden har han haft den omdiskuterede sag om Rwanda-samarbejdet på sit bord.

Jesper Petersen (S), tidligere uddannelses- og forskningsminister.

Søren Bidstrup

Jesper Petersen overtog ministerposten fra Ane Halsboe-Jørgensen i august 2021. Han har skullet forsvare regeringens plan om at udflytte uddannelser til mindre byer rundt omkring i Danmark. En plan, som eksperter kritiserede i hårde vendinger.

Lea Wermelin (S), tidligere miljøminister.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Som miljøminister har Wermelin haft en række store sager på sit bord. Lynetteholmen, hvor hun fik kritik for, at den svenske miljøministers kritik af dumpning af mudder i Køge Bugt ikke blev sendt videre til Folketinget. Desuden har hun bokset med sagen om de sundhedsskadelige fluorstoffer kaldet PFAS, som blev konstateret i både badevand og grundvand. Dyreelskere kritiserede hende i heftige vendinger i forbindelse med rewildingprojektet i Mols Bjerge, hvor de mente, at dyrene ikke fik nok at spise. Desuden gjorde hun sig bemærket i minksagen, hvor hun i lighed med flere andre ministre kaldte Medarbejder- og Kompetencestyrelsen for »uafhængig«, hvilket blev blankt afvist af eksperter.

Opdatering: Artiklen er løbende opdateret torsdag formiddag 15. december