Mistrivslen kan ikke længere ignoreres eller relativeres væk. Børn og unge med ondt i livet optræder ikke bare i statistikkerne eller i avisartikler. De er nu så mange, at flere og flere af os ved selvsyn har oplevet børn, der ikke vil i skole, skærer i sig selv og venter på udredning og diagnose, og unge, der legemliggør udbredt stress og angst.
Der er formentlig mange årsager til mistrivslen, der essentielt stammer fra vilkårene i et accelereret højhastighedssamfund, og som i dansk sammenhæng kan aflæses direkte i de tal, der forleden fik direktør for Børns Vilkår Rasmus Kjeldahl til at udbryde »Hold da op!«, da Berlingske refererede dem. Rasmus Kjeldahl mener, at det ikke længere kan ignoreres, at en del af forklaringen på mistrivslen blandt børn og unge skyldes helt særlige forhold i den tidligste danske barndom, nemlig velfærdsstatens behov for at maksimere arbejdsudbuddet mest muligt.
