For otte år siden ændrede Noland Arbaughs liv sig.
En dykkerulykke gjorde ham lam fra skuldrene og ned. Nu kunne han ikke længere gøre det, som vi alle tager for givet:
Gå, tegne, give et håndtryk eller selv spise med en kniv og gaffel.
Men en revolutionerende operation har nu givet ham mulighed for at styre et computerspil – med sin hjerne.
I januar indopererede Elon Musks iværksætterselskab Neuralink en chip i hjernen på Noland Arbaugh.
Efter operationen fortalte den amerikanske multimilliardær, at patienten kunne »styre en computermus alene med tankens kraft«.
I går lagde Neuralink så en livestream op på X, hvor Arbaugh spiller onlineskak og computerspillet Civilisation ved hjælp af chippen i sin hjerne.
»Det er så fedt. Jeg er så heldig, at jeg er en del af det her. Hver dag lærer vi noget nyt, og jeg kan ikke beskrive, hvor cool det er at kunne gøre det her,« siger en smilende Arbaugh, der fortæller, at det har »ændret« hans liv.
Hjælp til fysisk handicap
I maj 2023 fik Neuralink grønt lys af den amerikanske sundhedsmyndighed, FDA, til at foretage de første kliniske forsøg på mennesker.
Visionen med Neuralink har fra start været at hjælpe mennesker med fysiske handicap.
Ifølge AFP er ambitionen for Neuralink blandt andet at behandle neurologiske sygdomme som als eller Parkinsons sygdom.
»De første brugere vil være dem, der har mistet brugen af deres lemmer. Forestil dig, hvis Stephen Hawking kunne kommunikere hurtigere end en hurtig maskinskriver eller auktionsholder. Det er målet,« har Elon Musk skrevet på X.
Neuralink bruger en robot til kirurgisk at placere et »hjerne-computer-interface-implantat« i et område af hjernen, der styrer menneskets intention om at bevæge sig, har selskabet sagt.
Ifølge US National Institutes of Health er den første operation blot små skridt. Der er stadig meget at lære om teknologien, hvor mulige bivirkninger skal undersøges.
Men for nu er det store smil for Noland Arbaugh. Han mærker intet efter operationen.
»Jeg blev bogstaveligt talt udskrevet fra hospitalet en dag senere. Jeg har ingen kognitive svækkelser.«



