Forud for det tyske forbundsdagsvalg i september lod den socialdemokratiske kanslerkandidat, Olaf Scholz, sig fotografere til Süddeutsche Zeitungs magasinudgave med hænderne i en helt særlig positur.
I et såkaldt »ordløst interview« dannede han med fingrene foran sig en diamantformet trekant i luften – fuldstændig ligesom den siddende kristenkonservative kansler, Angela Merkel, havde gjort ved et utal af lejligheder. Det blev hurtigt bemærket i en valgkamp, hvor Scholz ifølge iagttagere kørte kampagne på at være mere Merkel-agtig end kandidaten fra Merkels eget parti.