Gitte Westergaards mand var et af de mest udsatte terrormål i Danmark – hun opfordrer til, at hans død bliver et vendepunkt

Når ægteparret Westergaard skulle på besøg, ankom de mindst fem personer.

Var der tale om et officielt arrangement, ville stedet på forkant være gennemsøgt, nogle gange af schæferhunde. Selv en spontan slentretur krævede, at livvagterne vidste besked i ordentlig tid.

I teatret sad de altid tæt på en udgang. De skulle omgående kunne komme ud.

I mere end et årti har Gitte Westergaard levet et usædvanligt liv. For hun har været gift med landets – i perioder måske Europas – mest terrortruede person, tegneren Kurt Westergaard. For en uge siden døde Kurt Westergaard, og dermed sluttede et årelangt forløb med livvagter, overvågningskameraer og nøje planlægning. Alt sammen udløst af, at hendes mand havde tegnet én tegning.

Men Gitte Westergaard virker afklaret.

I sorg, men ikke bitter, ikke vred eller ærgerlig over, at hun og ægtefællen skulle leve med trusler, angreb og livvagter døgnet rundt.

Hun har indvilget i at give ét interview om, hvordan hun oplevede hele Muhammedkrisen, og hvordan det var at leve med Danmarks nok mest udsatte mand. Hun siger, at det er hendes første egentlige interview, måske også det sidste.

Til december kunne Gitte Westergaard have fejret 38 års bryllupsdag med sin mand. Onsdag den 14. juli – dagen efter sin fødselsdag – sov han ind efter længere tids sygdom. Han blev 86 år.

»Lige nu har jeg det mest af alt tomt,« siger Gitte Westergaard.

»Den mest gennemtrængende følelse er tomhed. Vi har været sammen hver dag i næsten 40 år, og nu er han her ikke mere. Jeg savner ham allerede. Men han trængte til fred. Især den sidste måned var hård. De seneste dage har jeg læst alle de pæne omtaler af ham. Det ærgrer mig, at han ikke kan se alle de pæne ord. De havde gjort ham umådeligt glad og stolt,« siger Gitte Westergaard.

Kurt Westergaard blev på én gang ikon på ytringsfrihed og selvcensur, selve personificeringen af, hvor langt medier tør – og ikke tør – gå i satire og gengivelsen af profeten Muhammed. Kurt Westergaard tegnede den mest omdiskuterede karikatur af profeten til Jyllands-Posten i 2005, hvilket bidrog til den største udenrigspolitiske krise i nyere tid og et årelangt terrortryk mod Jyllands-Posten og Kurt Westergaard selv.

Hvordan kan du bedst beskrive din mand?

»Dejlig og spændende,« siger Gitte Westergaard.

»Stor og dejlig og meget varm. Højt elsket – også af de helt unge i vores familie, nok fordi han var ægte interesseret i alle, eksempelvis også sine nevøer og niecer. Han var meget vidende og fulgte nøje med i, hvad der skete. Han havde også en meget fin humor. Han elskede vittigheder og at lege med ord. Selv til det allersidste omtalte han sine aftaler med de SOSUer, der kom her, som av-taler, fordi han havde så ondt. For mange år siden blev en trykker på Jyllands-Posten fyret, fordi han drak. Næste dag mødte trykkeren alligevel på arbejde. Hans chef reagerede med: »Hvad laver du her? Du blev jo fyret i går«. Hvortil den fyrede medarbejder svarede: »Ja, det var virkelig uhyggeligt. Det må du aldrig gøre igen«. Kurt elskede den historie – og mange andre. Og så ville han bare gerne tegne. Han tegnede til familiefester, han tegnede på papirdugen, når vi var ude at spise i Frankrig, og vi kom hjem fra Venezuela – hvor min søster boede – med nogle helt anderledes tegninger. Han tegnede og tegnede og elskede det,« siger Gitte Westergaard.

Flyttede sammen på ingen tid

De mødte hinanden i 1981 til en revy i Tivoli Friheden i Aarhus. Hun var ude med en veninde, han var der for at tegne. Begge havde været single i en årrække. Så kom de til at sidde ved siden af hinanden. Og så kom de til at tale.

»Vi plejer at sige, at vi flyttede sammen på tre timer,« siger Gitte Westergaard.

Hun havde to børn, han havde tre. De købte et hus sammen i Viby uden for Aarhus. 14. december 1983 blev de gift.

Omtrent samme tid ændrede Kurt Westergaards karriere også retning. Han blev født i Døstrup i det sydlige Himmerland, hvor familien drev en købmandsbutik, blev uddannet skolelærer fra Ranum Seminarium, havde undervist som tysklærer på en kost- og realskole og været skoleinspektør på en specialskole. Men Kurt Westergaard ville leve af at tegne. Han kom kortvarigt på Den ny Demokraten, derefter indledte han en mangeårig karriere på Jyllands-Posten som satiretegner, teatertegner, illustrator og indimellem også skribent. Sideløbende tegnede han for den satiriske årbog Blæksprutten.

I 2005 blev én tegning hans skæbne.

Kurt Westergaard og 41 andre bladtegnere blev tilskyndet til at tegne profeten Muhammed, som de så ham. 12 af dem returnerede tegninger, som blev optrykt i Jyllands-Postens kultursektion 30. september 2005. Kurt Westergaard tegnede en skægget mand, hvis hovedbeklædning næsten går i ét med en antændt bombe. I måneder var der larmende tavshed. Men efter demonstrationer i København og især efter ekspeditioner til Mellemøsten anført af danske imamer brød det løs i januar og februar 2006. Danske ambassader og konsulater stod i flammer. Dannebrog og dukker af daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen forsvandt i ild og vrede.

De efterfølgende år voksede lysten til hævn. En række terroranslag blev planlagt mod Jyllands-Posten. Tre personer med tilknytning til avisen endte på terrorbevægelsen al-Qaedas top ti over eftertragtede personmål, heriblandt Kurt Westergaard. I februar 2008 blev en lille gruppe anholdt, mistænkt for at ville angribe Kurt Westergaard. På det tidspunkt arbejdede Gitte Westergaard i en børnehave.

»Politiet hentede mig i børnehaven og fortalte, at nogle havde planer om at angribe Kurt. Vi skulle egentlig være rejst til Paris om aftenen,« husker Gitte Westergaard.

»I stedet blev vi kørt til et hemmeligt sted i Grenå. I den efterfølgende periode blev vi fragtet fra sted til sted, så ingen vidste, hvor vi var. Fra sommerhus til sommerhus, fra hotel til hotel. Det var en forfærdelig periode. Vi vidste, at vi var i stor fare. Vi blev tilbudt en verdensomrejse bare for at komme væk. Men vi ville kun være sammen med vores børn og børnebørn,« siger Gitte Westergaard.

Kort tid efter oplevede parret også, at folk blev bange for at være fysisk tæt på dem.

Afskediget og genansat

»Vi boede en overgang på et hotel i Aarhus – i den periode vi blev kørt fra sted til sted. Pludselig ville hotellet ikke have os. De turde ikke. Og en morgen ringede en områdeleder for den børnehave i Højbjerg, hvor jeg arbejdede. Hun indledte med at fortælle, hvor glad hun var for mig, men sagde så, at det var bedre, at jeg ikke kom der mere. I hvert fald i en periode. Jeg blev virkelig vred over bare at blive ringet op og afskediget på den måde. Det endte så med, at politikere blandede sig, og at forældrebestyrelsen samlede sig om mig, og så ville de alligevel ikke af med mig. Men det sagde noget om truslen og frygten. Jeg havde ellers gjort alt for at holde mig ude af offentligheden, netop af hensyn til de børn jeg arbejdede med,« siger Gitte Westergaard.

Knap to år senere kulminerede terrortruslen mod hendes mand.

Ud over de fem sammenbragte børn har ægteparret haft en albansk kvinde til at bo i huset, imens hun studerede på musikkonservatoriet i Aarhus. Siden da har de opfattet hende som en datter. På vej ind i 2010 fejrede Gitte Westergaard nytår i Budapest med sine døtre, og nytårsdag passede Kurt Westergaard den albanske kvindes dengang femårige datter, Stephanie, hjemme i Viby. Sen aften smadrede en 28-årig mand med somalisk baggrund gårdhavens glasdør og trængte ind i stuen bevæbnet med kniv og økse. Kurt Westergaard gjorde, som Politiets Efterretningstjeneste (PET) havde lært ham.

20 slag mod sikringsrummet

Han var ude i gangen, tæt på badeværelset, der også fungerede som sikringsrum. Han fløj derind og udløste en alarm. Den femårige pige sad i stuen med benet i gips, mens den 28-årige mand med mindst 20 økseslag forsøgte at trænge ind i sikringsrummet. Politiet ankom straks, og både Kurt Westergaard og den femårige pige slap uden skader. Enkelte steder udløste det kritik, at Kurt Westergaard låste sig inde og efterlod pigen med voldsmanden.

»Manden stod og hamrede med øksen på badeværelsesdøren, og Kurt har fortalt mig, at døren begyndte at give sig,« siger Gitte Westergaard.

»Så det var muligvis kun et spørgsmål om sekunder, så var det nok gået galt.«

Blev du vred på Kurt over, at han efterlod Stephanie med gerningsmanden?

»Jeg har aldrig bebrejdet Kurt det. I sådan en situation må man være realist. En 75-årig mand over for en 28-årig med en økse. Kurt var tæt på badeværelset, da manden trængte ind i stuen, og han gjorde nøjagtigt, som han havde fået at vide af PET. Var han gået ind i stuen, tror jeg, at han var blevet slået ihjel foran Stephanie. Han fik netop flyttet opmærksomheden væk fra hende og over på sig selv. Hun har siden fortalt mig, at manden faktisk kiggede på hende og sagde: »Jeg gør dig ikke noget«.«

Kurt Westergaard fremhævede selv sin kones opbakning få dage efter angrebet i 2010:

»Det fine er, at hun aldrig har bebrejdet mig noget som helst. Hun har stået bag mig hele tiden. Det er vigtigt, for det her er jo også dagen, hvor jeg begynder at indse, at vores tilværelse vil ændre sig voldsomt. Det her stopper nok aldrig i min levetid«, som han sagde til Politiken 9. januar 2010.

Hvordan påvirkede episoden dig?

»Først blev jeg lettet over, at der ikke var sket noget,« siger Gitte Westergaard.

»Men jeg var meget påvirket efterfølgende. Jeg turde ikke åbne post af frygt for, at der var pulver i. Al vores post blev sendt til Jyllands-Posten. Og hver gang jeg startede bilen, tænkte jeg på, om nogen havde placeret en bombe. Det ændrede hele min hverdag. Alene når jeg skulle ud med skraldespanden, måtte jeg ringe til politiet først.«

Hvordan reagerede Kurt på episoden?

»Episoden gjorde, at vi gik fra hele tiden at skulle flytte fra sted til sted til at blive beskyttet konstant. Vi fik livvagter døgnet rundt. Det gav os en utrolig tryghed. Det betød også meget for vores børn. Jeg tror, at det hjalp Kurt, at han talte meget om episoden. Det var en måde at bearbejde den. Men han blev mere nervøs. Hver aften gik han rundt og rullede ned for alle vinduer og tjekkede, om alle døre var låst.«

Gerningsmanden har i dag afsonet sin straf på ti år og lever angiveligt på såkaldt tålt ophold i Danmark.

»Kurt ville gerne have mødt ham og forsøgte at bruge den ordning, hvor gerningsmand og offer mødes. Han var nysgerrig efter, hvorfor han hadede ham så meget. Men gerningsmanden ville ikke,« siger Gitte Westergaard.

Ikke bitter

I endte med mere end ti år med fuld beskyttelse og bevogtning døgnet rundt, hvad gjorde det ved jeres liv?

»Det nytter ikke, at jeg i dag sidder og hyler,« siger Gitte Westergaard.

»Selvfølgelig ændrede det hele vores liv, men det gjorde også, at vi kunne sove trygt om natten. At vi kunne have vores børnebørn på besøg. Og PET-folkene har i sig selv opvejet omkostningerne. De har været behagelige, hyggelige, hjælpsomme – de sidste gentlemen, som jeg siger. Det tankevækkende er også, at man lynhurtigt vænner sig til, at livvagterne altid er der. De bliver bare en del af hverdagen.«

Hvordan har du det med forløbet?

»Det er underligt, at én tegning kunne ændre så meget. Den har jo været symbol på alt muligt andet. Men jeg er ikke bitter over forløbet, hvis det er det, du spørger til.«

Så I blev aldrig bitre over, at din mand blev udpeget som terrormål på grund af én tegning?

»Konsekvenserne har da været helt ude af proportioner. Men Kurt tænkte mere: Sådan er det. Og jeg tænker også, at vi jo alligevel ikke kunne ændre noget. Man skal også huske, at sagen ikke ligefrem har givet os et kedeligt liv. Vi har mødt toppolitikere og været til en række arrangementer, vi aldrig var kommet til ellers.«

Så slet ingen bitterhed over, at I skulle udsættes for livvagter i et årti?

»Jeg vil gerne indrømme, at det er et svært spørgsmål. Men jeg tænker, at sådan var det bare. Truslen var der, Kurt havde brug for beskyttelse. Det fik vi, og det gjorde os trygge. Det er da urimeligt, at sådan noget skal overgå en på grund af fanatisme. Men det kan ramme alle. Det kan også ramme dig, hvis du skriver en forkert historie. Du ved ikke hvornår.«

Blev du og Kurt aldrig uvenner over, at hans tegning påførte jer livvagter?

»Nej. Jeg vidste, at han ikke havde tegnet den for at provokere. Tilbage i 2005 fortalte han mig ikke engang om tegningen. Det var bare en opgave, han skulle løse, har han siden sagt. Jeg vidste intet om den tegning, før den blev et kæmpe emne i Mellemøsten.«

I må da på et tidspunkt have diskuteret den situation, I var endt i?

»Aldrig. Vi har diskuteret som alle andre par. Men om alt muligt andet. Han ville have 30 grader i huset, jeg ville have 15 grader. Men vi er aldrig blevet sure på hinanden over den tegning. Jeg ved, at det ikke var hans intention, at den skulle antænde så megen vrede.«

Hvordan kan man føle sig fri, når man er omgivet af livvagter og døgnovervågning?

»Selvfølgelig betyder det noget at have livvagter konstant, men vi fik samtidig en større frihed af, at vi ikke skulle leve i angst. Og jeg har selv kunnet bevæge mig frit. Det havde været noget helt andet, hvis Kurt var 30 år og ville ned og danse i Skolegade hver nat. Så havde det været en stor begrænsning. Men Kurt sad meget hjemme og tegnede, og så ville han gerne i teater og på museum. Livvagterne betød bare, at vi skulle planlægge ting mindst en time før. Jeg er opvokset på et hotel – min mor og far havde et hotel og en biograf i Ebeltoft – så jeg har været vant til mange mennesker omkring mig.

Men truslen endte med at betyde noget for andre. Jyllands-Posten reagerede i hvert fald på, at Kurt en enkelt gang sagde ja til at være gæstetaler på Dansk Folkepartis landsmøde. Det blev ikke taget godt imod. Men Kurt havde fået det indtryk, at det var i orden, fordi gæstetalere før havde været udefrakommende personer.«

Oplevede du, at Jyllands-Posten behandlede din mand ordentligt?

»Ja, avisen har behandlet ham ordentligt under hele forløbet. Kurt var især glad for Carsten Juste og den måde, Carsten Juste håndterede sagen på. De to minder måske også lidt om hinanden – lidt runde og samme humor,« siger Gitte Westergaard med henvisning til Jyllands-Postens ansvarhavende chefredaktør i perioden 2003-2008.

»Men efter Juste stoppede og især efter Chicagosagen, hvor terroristerne havde været fysisk inde på Jyllands-Posten, ville avisen ikke mere. Det blev vist kaldt tvungen ferie i et års tid. Jeg tror, at det lige så meget handlede om, at hans tilstedeværelse var blevet så farlig, at medarbejderne var skræmte over at have ham. Faktisk forstod jeg dem godt. Til sidst sagde Kurt selv farvel.«

Nu deltog din mand på Dansk Folkepartis landsmøde, og både Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige har hyldet og omfavnet Kurt Westergaard. Talte I om, hvorvidt han risikerede at blive brugt eller misbrugt politisk?

»Vi har haft nær kontakt med Pia Kjærsgaard, men det har intet med Dansk Folkepartis politik at gøre, men fordi Pia Kjærsgaard har været et dejligt møde for os begge. Og Kurt sagde en enkelt gang ja til at lave en valgplakat for Pernille Vermund, mens hun var konservativ. Her ved jeg, at han gjorde det tydeligt, at han ikke støttede hendes synspunkter. Kurt har alle dage været rød – rød og humanist. Han havde engang en disputs med Arne Melchior fra Centrum-Demokraterne over noget med en jødestjerne, Kurt havde tegnet. Så talte de sammen og blev gode venner, og så lovede Kurt at stemme på Melchior ved næste valg. Jeg ved ikke, om han faktisk gjorde det. Men ellers er jeg ret sikker på, at han har stemt på Socialdemokratiet hele sit liv,« siger Gitte Westergaard.

Hvad ville din mand fremhæve som den vigtigste lære fra hele Muhammedsagen?

»At vi skal værne om vores ytringsfrihed.«

Opfordring til at stoppe generaliseringer

Hvordan har forløbet påvirket dit syn på de mest ekstreme muslimer?

»På ingen måde. Jeg kommer som sådan ikke i muslimske kredse. Men vi har mange nationaliteter i vores familie, og det er min helt klare opfattelse, at der langt overvejende findes søde muslimer, ligesom der findes søde amerikanere og søde fynboer. Sådan har jeg tænkt både før og efter forløbet,« siger Gitte Westergaard.

Har alle de trusler og forsøg på angreb på din mand påvirket dit syn på muslimsk indvandring?

»Nej. Og jeg synes, at man – politikere og medier – i langt højere grad bør fokusere på de succesfulde indvandrere i Danmark. Jeg har levet et helt liv, hvor jeg har forsøgt at undgå at generalisere negativt om grupper. Vi har også haft alle nationaliteter i de børnehaver, hvor jeg har arbejdet. Det var én mand, der forsøgte at trænge ind i vores hjem; det siger intet om verdens muslimer. Hvis jeg begyndte at dømme hele grupper ud fra den enkelte, ville jeg netop begynde at sprede fanatisme. Det, synes jeg, at man skal passe meget på med. Hele forløbet om min mand viser jo, at der intet godt kommer ud af at generalisere, fordømme og sprede fanatisme, og nu, da han er død, vil det være en oplagt anledning til at lægge generaliseringerne og fordommene væk,« siger Gitte Westergaard.

Det var ellers mange tusinde af verdens muslimer, som fordømte din mand og tegningen?

»Jeg ved godt, at rigtig mange blev vrede. Men det var jo ikke alle, der forsøgte at bryde ind hos os. Kurt talte meget om, at massebevægelser kunne skabe fanatikere. Det gjaldt også Indre Mission herhjemme for mange år siden. Det er det, jeg tror, at vi skal væk fra. Vi har brug for de gode historier, også om muslimer. Det vil nuancere debatten,« siger Gitte Westergaard.

Kan tegningen af bomben ikke netop misforstås som en generalisering af muslimer?

»Jeg synes også, at manden på billedet ser næsten uhyggelig ud, og jeg ville aldrig selv hænge den op. Det er i hvert fald en tegning med et stærkt udtryk. For Kurt var det bare satire. Han fortalte mig, at han var inspireret af Aladdin med en appelsin i turbanen, og han havde før lavet en tegning, der lignede. Satire kan føre til debat, og debat kan også være med til at nuancere. Jeg ved, at tegningen aldrig har været et forsøg på at fornærme muslimer eller skabe had. Muslimer blev generaliseret i forløbet, Kurt blev generaliseret i forløbet. Jeg synes, at man skal se på det enkelte menneske – se på personen.«

Og sådan havde din mand det også?

»Det var vi meget, meget enige om. Han endte jo med at blive udråbt som racist og alt muligt, og det gjorde ham utrolig ked af det. Det var også det sidste i verden, han var. Han var meget rummelig over for alle. Han blev i øvrigt selv overrasket over sine fordomme engang. Han var taget i fitnesscenter – det var før, han fik livvagter, men imens vi måtte flytte fra hus til hus – og så kom der nogle store muslimer med kæder om halsen over mod ham. Han nåede lige at tænke: Nu sker det. Så bad de i stedet om hans autograf. De syntes, at han gjorde noget godt for ytringsfriheden.«

Gitte Westergaard efterspørger, om det på en eller anden måde kan flettes ind i denne artikel, at hendes mand de senere år havde »et fantastisk samarbejde« med Sarah Høi fra Galleri Art Expo i Hørning. Galleriet planlægger nemlig en mindeudstilling, hvilket var et stort ønske for Kurt Westergaard, tilføjer hun.

Holdt ham i hånden

I de sidste måneder af Kurt Westergaards liv fik han en blodsamling bag det ene øje. Den bremsede hans mulighed for at tegne.

»Det slog ham virkelig ud,« siger hun.

Hans sidste ønske var, at Gitte Westergaard holdt ham i hånden, når han døde.

»Og det gjorde jeg. Han havde ligget i nogle dage uden bevidsthed, så jeg kunne lige så godt have været ude i køkkenet. Men mens jeg var hos ham for at tørre hans pande, slog han øjnene op, kiggede mig kærligt i øjnene – og åndede ud,« siger Gitte Westergaard.

Onsdag den 21. juli blev Kurt Westergaard bisat. Efter hans ønske deltog kun den allernærmeste familie.

Gitte Westergaard fortæller, at han allerede mangler.

»Jeg er ikke bange for at skulle være alene nu. Men det har slået mig, hvor meget jeg savner at tale med ham om alt det, der sker nu. Jeg har lyst til at fortælle ham alt det, folk siger og skriver om ham i disse dage. Jeg venter hele tiden på, at han kommer ind ad døren.«

For Gitte Westergaard handler denne tid også om praktik. Rydde op i huset, tale med advokat, framelde sin mands telefon og medlemskaber.

»Jeg ved godt, at den største reaktion for mig måske først kommer om noget tid. Kurt var ateist, men alligevel medlem af Folkekirken. Så vores lokale præst har lige ringet. Hun lød utroligt sød, og det var dejligt at tale med hende. Hun sagde, at jeg bare skulle komme over en af dagene,« siger Gitte Westergaard og tøver et par sekunder:

»Det tror jeg, at jeg vil gøre.«