Fremtrædende medlemmer af Nye Borgerlige har forladt partiet i frustration

Dagens nyhedsoverblik: Berlingske giver dig her overblikket over dagens vigtigste historier, så du er godt klædt på fra morgenstunden.

Mens kriser har raseret i regeringen, i Venstre og i Dansk Folkeparti, er Nye Borgerlige mere eller mindre fløjet under radaren. Men forud for et – formentligt – snarligt folketingsvalg er der opstået stor frustration i Pernille Vermunds parti. Thomas Lekfeldt

Godmorgen og velkommen til søndagens nyhedsoverblik.

Vi har endnu engang scannet nyhedsbilledet, og i dag skal vi blandt andet forbi en ny dokumentar, der afslører skyggesiderne af rejsekongen Simon Spies, massiv splittelse og medlemstab hos Nye Borgerlige og en gennemgang af Putins planer for Ukraine, der er blevet delt af amerikanske efterretningstjenester.

Vi starter med det sidste først.

God læselyst.

Her er Putins svimlende militære planer

Putin forestillede sig, at han i en lynkrig kunne erobre og annektere op mod fem sjettedele af Ukraine.

Han forestillede sig at tage Kyiv i løbet af tre-fire dage, og elitesoldater ville finde og fange præsident Volodymyr Zelenskyj og »dræbe ham om nødvendigt«.

Det er blot nogle af de ting, en ny undersøgende artikel fra The Washington Post om Putins militærstrategi viser.

På baggrund af denne artikel og andre kilder forsøger Berlingske at afdække præsident Putins planer, blandt andet for opdelingen af et fremtidigt Ukraine – og hans planer var svimlende.

De amerikanske efterretningstjenester havde infiltreret det russiske politiske lederskab, militær og spionvæsen hele vejen fra toppen til frontlinjen.

Det har givet dem fuldt indblik i Putins analyse af de vestlige lande. Men der var én faktor, han overså. Nemlig Ukraine selv.

Læs hele historien hos Berlingske her.

Den danske Epstein. Rystende dokumentar bør få Spies til at overveje navn

Spies, rejs og vær glad – hvis du altså ikke er en ung dansk pige.

En ny DR-dokumentar dokumenterer, hvordan rejsekongen Simon Spies i årevis lokkede – groomede – sårbare »purunge« piger og deres familier, hvorefter han udnyttede pigerne seksuelt.

I datiden blev pigerne benævnt »morgenbolledamer«, men de havde intet med »damer« at gøre. Oftest var pigerne under 18 – i enkelte tilfælde under 15.

Dokumentaren viser, hvordan Simon Spies i årevis frem til sin død i 1984 købte måske hundredvis af unge piger og brugte dem som en slags sexslaver.

Det vækker mindelser om den afdøde amerikanske finansmand Jeffrey Epstein, der begik selvmord i en celle i New York, efter at han blev fængslet for at have udnyttet og seksuelt misbrugt helt unge kvinder.

Læs hele historien hos Berlingske her.

En ny dokumentar om Simon Spies og hans misbrug af unge piger fjerner ethvert skær af excentrisk hyggeonkel af rejsekongen. Per Kjelstrup/Ritzau Scanpix

Hvad er den reelle pris på at svinge betalingskortet i udlandet?

Hvis du synes, at det gør lidt mere ondt i privatøkonomien efter feriens fornøjelser, end du havde regnet med, er der måske en god grund til det. Især hvis du har brugt dine betalingskort i udlandet.

Kortene rammes nemlig af gebyrer, hver gang du svinger dem. Og det er umuligt at se størrelsen på gebyret umiddelbart – samt uhyre svært at regne den ud efterfølgende.

Det konstaterer bankekspert Mikael Mogensen fra bankportalen Mybanker, som for Berlingske har analyseret en række konkrete kortbetalinger i udlandet hen over sommeren.

Alene bankernes tillæg til valutakursen svinger mellem 0 og 2,9 procent uden for Europa. Vel at mærke af en kurs som i forvejen er dårligere for dig end Nationalbankens.

Læs hele historien hos Berlingske her.

»Det er utrolig svært at gennemskue – prislisterne viser ganske vist priserne, men du skal vide, hvad du leder efter,« siger bankekspert Mikael Mogensen om gebyrerne. Nikolai Linares

Malmøs politichef: »Vi er inde i en voldsspiral med flere mord«

En – efter alt at dømme – tilfældig forbipasserende kvinde blev fredag eftermiddag hårdt såret, mens en mand blev dræbt under et skyderi i et shoppingcenter i Malmø.

En blot 15-årig dreng anholdt mistænkt for mord og mordforsøg.

Sveriges politi har vurderet, at der var tale om et opgør i Malmøs bandemiljø. Noget, der desværre langt fra er nyt for byen.

»Konfliktniveauet er blevet højere i Malmø. Vi er inde i en voldsspiral med flere mord. Det er kommet tæt på, og jeg forstår, at folk føler sig utrygge«, sagde Malmøs politichef, Petra Stenkula, på et pressemøde lørdag ifølge Politiken.

Læs historien i Politiken søndag.

Et massivt politiopbud rykkede sent fredag eftermiddag ud til shoppingcentret Emporia i Malmø. 50090 Johan Nilsson/TT

Intern kritik rammer Vermunds parti forud for valg. Medlemmer forlader partiet

Mens kriser har raseret i regeringspartiet, i Venstre og i Dansk Folkeparti, er Nye Borgerlige mere eller mindre fløjet under radaren.

Men forud for et – formentligt – snarligt folketingsvalg er der opstået stor frustration i Pernille Vermunds parti. Flere fremtrædende medlemmer har forladt partiet, og andre overvejer at gøre det samme.

Det skriver Jyllands-Posten, som har talt med mere end 20 centralt placerede personer i partiets bagland.

Partitoppen udpegede i starten af året spidskandidater til landets storkredse. Men medlemmer i flere lokalkredse har været dybt uenige i udpegelserne – og altså taget konsekvensen og sagt farvel til partiet.

Blandt andet i Københavns Omegns Storkreds er bølgerne gået særligt højt.

Her endte den udpegede spidskandidat, Vibeke Molise, sågar med helt at trække sig som kandidat til folketingsvalget efter at have mødt modstand mod sit kandidatur.

Læs hele historien hos Jyllands-Posten her.

Breve fra lokalafdelinger på Fyn og Sjælland er sendt til Nye Borgerliges hovedbestyrelse med budskabet om, at man ikke agtede at støtte partitoppens udpegede spidskandidater til folketingsvalget, skriver Jyllands-Posten. Soren Bidstrup

Det sker i dag

Den seneste tid har budt på en række gruppemøde blandt partierne på Christiansborg. Og i dag gælder det så Nye Borgerlige, der afholder sit sommergruppemøde i Snekkersten.

Samtidig løber endnu et stort sportsarrangement af stablen i Københavns gader, når triatlonen »Ironman Copenhagen« skydes i gang allerede fra klokken 07 om morgenen.

Svømningen finder sted i Amager Strandpark, cykelruten er fra København rundt om Hillerød, og løbsruten foregår i indre København. Få overblikket over, hvordan det påvirker trafikken her.