Godmorgen og velkommen til lørdagens morgenoverblik.
I dag skal vi forbi et nyt forskningsprojekt, der kaster sorte skygger over dig, hvis du er oppe i alderen og søger job.
Inden det har en meget særlig mand en advarsel til Ukraine, som han mener, Ukraine bør lytte til, hvis de vil vinde krigen.
Og så skal vi forbi finansministeren, der sammen med Berlingske tager temperaturen på den danske økonomi.
Men vi begynder dagen på de sociale medier, hvor diagnosevideoer stjæler rampelyset.
God læselyst.
Maja er psykolog for unge, der har ondt i livet. Hun ser et »gigantisk problem« blandt de yngste patienter
Sociale medier som TikTok og Instagram flyder over med videoer, der beskriver diagnosesymptomer på blandt andet adhd, angst og depression.
Videoer, der får en stigende mængde unge mennesker til at tro, at de fejler noget og diagnosticerer sig selv. Og selvom det øgede fokus på mentalt helbred på de sociale medier kan være godt, skaber det også problemer, når unge italesætter diagnoserne på sociale medier.
Den »problematiske udvikling« kan psykolog Maja Vain Gilbert mærke, når de unge besøger hende i psykologklinikken på Vesterbro i København.
»Unge fortæller mig, at de har angst og depression, selvom de aldrig har fået stillet en klinisk diagnose. Der er opstået et øget diagnosefokus blandt unge, blandt andet på sociale medier, hvor psykisk mistrivsel og psykiatriske diagnoser blandes sammen. Det har konsekvenser,« fortæller hun.
Læs hele historien hos Berlingske her.

Præsidenten kender krigen indefra, og han kæmper for at bevare optimismen: Ukraine har én og kun én chance
Berlingskes sikkerhedspolitiske korrespondent, Simon Kruse, har mødt den nytiltrådte tjekkiske præsident, Petr Pavel, til et interview om krigen i Ukraine.
En krig, der ifølge Pavel kan tage en meget dyster drejning, hvis ikke Ukraine udnytter den ene store chance, landet står over for lige nu.
For selvom støtten fra Vesten for nu er rigtig stærk, er tvivl og utålmodighed ved at slå rod.
»På den måde arbejder tiden for Rusland,« advarer han.
Læs hele interviewet hos Berlingske her.

Nicolai Wammen taler om »et mirakel« i dansk økonomi. Og kommer med en afgørende erkendelse om regeringens fortælling
På trods af adskillige varsler om det modsatte, har det sjældent gået bedre med den danske økonomi.
Men det giver ingen grund til at droppe regeringens omfattende reformplan og fortælling om et velfærdssamfund i krise, fastslår finansminister Nicolai Wammen (S), da Berlingske møder ham til et interview om dansk økonomis forfatning.
Faktisk er det »dybt fornuftigt« at lave de reformer, regeringen har planer om.
Læs hvorfor, og find ud af, hvilken ting finansministeren mener, at regeringen skal gøre bedre, hos Berlingske her.

Tydelig tendens på arbejdsmarkedet: Jobansøgere bliver systematisk frasorteret
Det er ikke for sjov, når seniorer klager over at føle sig fravalgt på arbejdsmarkedet på grund af deres alder. For klagerne afspejler virkeligheden, viser et nyt forskningsprojekt udarbejdet på Institut for Politik og Samfund ved Aalborg Universitet.
»Det, vi kan se, er, at seniorerne systematisk bliver frasorteret både i private og offentlige virksomheder og på tværs af alle brancher og sektorer. Det har overrasket os, at det er så tydelig en tendens«, siger en af forskerne bag projektet, Jeevitha Yogachandiran Qvist, postdoc på Aalborg Universitet til Politiken.
Forskningsprojektet viser tilmed, at arbejdsgivere i højere grad frasorterer på grund af alder, end på grund af køn, religiøs baggrund og andre forhold.
Læs hele artiklen hos Politiken her.
Det sker i dag:
Alternativet holder landsmøde: Partiet Alternativet holder lørdag og søndag landsmøde i Odense Congress Center. Politisk leder Franciska Rosenkildes taler klokken 10.45.
Årsdag for erobring af Mariupol: Det er i dag et år siden, de russiske invasionsstyrker indtog havnebyen Mariupol i Ukraine.
Biernes dag: FN har valgt at udråbe 20. maj som international bidag for at sætte fokus på biernes vanskelige kår og deres store betydning for den globale fødevareproduktion. Så hvis bierne nærmer sig din is i det gode vejr, skænk dem da en venlig tanke fremfor at finde fluesmækkeren frem.