Fodboldunionen UEFAs strenge regler mod politiske markeringer i fodbold afholder ikke den franske stjernespiller Kylian Mbappé og andre fra det franske landshold fra at kommentere politik.
Forud for det franske valg har han under EM 2024 advaret den franske befolkning mod at stemme på det yderste højre og partiet National Samling, som han mener, at det er »vigtigt at stoppe«.
Under torsdagens pressekonference, før det franske landsholds kommende møde med Portugal, var han atter ude med riven. Denne gang med kommentarer til første runde af valget i Frankrig, som fandt sted søndag.
»Det er en katastrofe og en situation, som vi har et presserende behov for at ændre sammen,« sagde han ifølge NRK og tilføjede:
»Vi kan ikke lade vores land ende i hænderne på de mennesker der.«
Vigtigt at blande fodbold og politik
I første valgrunde af det franske valg fik alliancen med National Samling med Marine Le Pen og Jordan Bardella i spidsen 33,2 procent af stemmerne. Præsident Emmanuel Macrons koalition led et gevaldigt nederlag med 21 procent af stemmerne, og venstrefløjskoalitionen Den Nye Folkefront fik 28 procent.
Et resultat, som fik seniorrådgiver i Tænketanken Europa, Kirsten Malling, til at vurdere, at National Samling kunne få absolut flertal, efter anden valgrunde af det franske valg finder sted lørdag og søndag.
Den 25-årige anfører, som anses for at være en af verdens allerbedste fodboldspillere, har før valget sagt:
»Jeg vil ikke repræsentere et land, som ikke repræsenterer mine værdier – vores værdier.«
I den forbindelse bemærkede han, at det ofte bliver nævnt, at man ikke skal blande fodbold og politik, men at det i denne situation er »meget vigtigt«.




