Storbank anbefaler at købe franske aktier forud for valget
Investeringsbanken Morgan Stanley mener, at de to mest sandsynlige scenarier i det forestående franske parlamentsvalg begge vil betyde stigninger på det franske aktiemarked.

Investeringsbanken Morgan Stanley mener, at de to mest sandsynlige scenarier i det forestående franske parlamentsvalg begge vil betyde stigninger på det franske aktiemarked.

Forud for anden runde af det franske parlamentsvalg, der afholdes søndag, anbefaler investeringsbanken Morgan Stanley, at man køber franske aktier.
Det skriver Bloomberg.
Anbefalingen kommer i kølvandet på, at over 200 kandidater fra præsident Emmanuel Macrons midterblok, Ensemble, og venstrefløjsalliancen, Den Nye Folkefront, har trukket sig i deres valgkredse for at samles om den kandidat, der bedst har mulighed for at slå kandidaten fra National Samling (RN).
»Vi mener, at de to tilbageværende scenarier i det franske valg – intet absolut flertal eller et RN-flertal – begge vil føre til opsving i de franske og brede europæiske aktieindekser,« skriver Morgan Stanley i en rapport offentliggjort torsdag.
Meningsmålinger spår efter den taktiske manøvre om at gå i fælles front, at midterblokken og venstrefløjsalliancen sammen kan få flertal i parlamentet, mens RN ser ud til at få svært ved at danne regering.
For aktiemarkederne vil det værste scenarie ifølge Morgan Stanley være, at venstrefløjsalliancen alene opnår et absolut flertal.
I rapporten giver Morgan Stanley også konkrete anbefalinger til de aktier, som de mener, man bør købe. Her nævner de europæiske forsvarsaktier, italienske banker, den franske storbank BNP Paribas, industrikonglomerat Saint-Gobain og forsyningsvirksomheden Veolia.
Ifølge Bloomberg er det førende franske CAC 40-index faldet 3,9 procent, siden Macron overraskede udskrev valg på aftenen, hvor der blev afholdt europaparlamentsvalg.