Frank Jensen delte opfordring til, at DSU-formand burde gå af: »Det er tudetosset«

Overborgmester Frank Jensen (S) delte mandag morgen et opslag på Facebook, der ifølge forbundsformanden i partiets ungdomsorganisation bryder med et centralt princip. Opslaget opfordrede en lokal DSU-formand, der har klaget over krænkende adfærd fra Frank Jensen, til at trække sig fra sin formandspost.

DSUs formand, Frederik Vad Nielsen, kritiserer i skarpe vendinger overborgmester Frank Jensen, der har delt et opslag, hvor en formand for DSU i København opfordres til at trække sig, efter at hun har fortalt om krænkende adfærd fra overborgmesteren. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Gamle og nye sager om krænkelser fra den socialdemokratiske overborgmester Frank Jensen er begyndt at springe frem, og partiet har oplyst, at man vil se på otte nye sager, som skal håndteres, efter at Jyllands-Posten afslørede upassende opførsel fra Frank Jensen.

Søndag aften blev der holdt pressemøde om sagen i forlængelse af et krisemøde på Københavns Rådhus, og mandag morgen valgte Frank Jensen at bryde med et centralt princip.

Det skete, mener Frederik Vad Nielsen, der er forbundsformand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU), da Frank Jensen på Facebook delte en opfordring til, at en lokal DSU-formand i København burde forlade sin post. Frederik Vad Nielsen fortæller, at han selv har set opslaget på Frank Jensens profil, inden det blev slettet igen.

»Jeg ved ikke, om det er et øjebliks forvirring, eller hvad der er tale om. Men det er tudetosset, efter det forløb der var i går, at dele et opslag, hvor der opfordres til, at en regional leder i DSU skal trække sig, når sagen er, som den er, og når man fra partiets side har leveret en så elendig håndtering, som man har,« siger Frederik Vad Nielsen.

Frank Jensens Facebook-opslag er efterfølgende blevet slettet, men forbundsformanden for DSU undrer sig gevaldigt, fordi den lokale DSU-formand, Cecilie Sværke Priess, er en af de personer, der har klaget over Frank Jensens krænkende opførsel.

Til at begynde med var hun anonym, men kun indtil at overborgmesteren for rullende kameraer søndag valgte at identificere hende.

Frederik Vad Nielsen, hvordan har håndteringen været elendig?

»Man har ikke givet det her et sprog, som har været brugbart. Man har ikke udvist den sårbarhed og ydmyghed i de her sager, som var nødvendig. Man har aldrig aktivt selv taget hånd om det, men hele tiden ventet på, at nogle andre skulle lave nogle træk. Det dur ikke,« siger han:

»Jeg har den grundlæggende holdning som formand for hele DSU, at vi bakker de kvinder op – regionalt og lokalt – som går ud og aktivt tager stilling til, hvilke lokale ledelser i Socialdemokratiet, de bakker op om. Fra nationalt hold har vi ikke nogen holdninger til, hvem der leder Socialdemokratiet, men de skal heller ikke have holdninger til, hvem der skal lede os.«

Princippet, som Frederik Vad Nielsen mener, at Frank Jensen har brudt, drejer sig om, at partiet Socialdemokratiet og ungdomsorganisationen DSU skal være uafhængige af hinanden så vidt, at den ene ikke må blande sig i, hvem der bestrider poster i den anden.

»Vi ville blive skidetossede, hvis de blander sig i, hvem der skal være næstformand eller formand i DSU. Jeg synes, at det er problematisk, at partiets næstformand deler et opslag, som kan gøre rigtig ondt på den formand, der er i DSU København. Det er trist. Nu har han så slettet det, men hvis den deling er udtryk for hans holdning til Cecilie, så er jeg selvfølgelig vred over det.«

Bør Frank Jensen trække sig?

»Det er lige meget, hvad jeg mener. Jeg er forbundsformand for DSU, og der har vi en principiel praksis, der hedder, at Socialdemokratiet ikke må blande sig i, hvem der leder DSU, og DSU må ikke blande sig i, hvem der leder Socialdemokratiet. Det er op til Socialdemokratiet at afgøre det. Men håndteringen i går var elendig, den var skrækkelig og pinlig, og det må Socialdemokratiet tage ansvar for,« siger Frederik Vad Nielsen:

»Hvis vi havde en lignende sag i DSUs ledelse, ville vi blive rasende, hvis nogle fra partiet forsøgte at presse os til at drage bestemte konklusioner. Det ville vi se som utidig indblanding. De to organisationer er formelt adskilte, og det princip står jeg vagt om, men omvendt var håndteringen elendig.«

Der er tale om otte nye sager om Frank Jensen, som Socialdemokratiet vil håndtere – er du bekendt med de sager?

»Nej, jeg har ikke kendskab til dem, men jeg synes, at det er godt, at de bliver undersøgt til bunds.«

Berlingske forsøger at få en kommentar fra overborgmester Frank Jensen.