Fotografernes bedste billeder: I et underjordisk beskyttelsesrum forsøger børnene at danse krigen væk

Jørgen Leth – tilbagelænet med lukkede øjne i en stol hos barberen. Børn, der danser ballet i en beskyttelseskælder i Ukraine. En isbjørn pakket ind i plastic, klar til at blive kørt væk.

Billeder har mange udtryk, og de bliver taget i mange, meget forskellige situationer. De fanger øjeblikket, hvad enten det er i barberstolen, et land i krig eller på et lukket museum.

Som fotograf Asger Ladefoged siger: Når alt kommer til alt, er det øjeblikkets tilfældighed og dagens dagsform, der sniger sig igennem kameraet og ender ud i det færdige fotografi.

Her kan du se 14 af de fotografier, som fotograferne er allermest stolte af – og læse historierne bag billederne.

Jeg fik lov til at følge Jørgen Leths ugentlige ritual. Det begyndte i salonen i Vognmagergade, hvor hans faste barber gav ham en traditionel barbering med ragekniv.

Da han var færdig her, gik turen videre til Restaurant Møntergade, hvor han hver onsdag spiste smørrebrød og drak en snaps, som skulle være en O.P. Anderson.

For Jørgen Leth var ritualet en måde at skabe orden i sit liv – en strategi for at holde »Den store dør« lukket lidt endnu.

Han døde nogle måneder senere. Se flere billeder, og læs historien her.

I årets løb fik jeg adgang til arbejdet bag Zoologisk Museums lukkede døre, hvor syv konservatorer gør samlingerne klar til museets flytning.

På en tom gang stod en isbjørneunge og et hvalroshoved – gjort klar og pakket ind i plastik. Som om tiden stod stille, mens de ventede på at blive vækket til deres næste liv.

Over 3.000 dyr, skeletter og fossiler bliver i disse år gennemgået og restaureret, før de skal udstilles i den nye museumsbygning i Botanisk Have i 2026 eller 2027.

Det er et minutiøst arbejde, hvor det gælder om at sætte usynlige spor. Hvis det bliver gjort ordentligt, bliver konservatorernes indsats aldrig opdaget.

Du kan se mange flere billeder af dyr, der venter på at komme videre, her.

Rinkeby er en forstad til Stockholm. Den har cirka 19.000 indbyggere fra 110 forskellige folkeslag, og 92,3 procent af dem har anden etnisk baggrund end svensk. Den største gruppe er somalisk.

Som en del af Berlingskes artikelserie »Det nye Europa«, der ser nærmere på indvandringen, og hvad den betyder for Europa, var jeg blandt andet i Rinkeby.

Da jeg så det store vægmaleri af Pippi Langstrømpe, var det bare at vente. Så ville motivet være der.

Du kan se flere billeder og læse Peter Suppli Bensons historie om Rinkeby her.

Sarah, Christa, Stine, Maria, Lisbeth og Maja fra »Team Recall« er superglade og krammer hinanden.

Kvinderne har lige fået at vide, at de er i finalen ved VM i »Small group Hip Hop« i aldersgruppen plus 31 år. I et år har jeg fulgt deres forberedelser for at komme til VM og forbedre deres hidtidige bedste placering som nummer tre.

De har kendt hinanden, siden de startede til dans som børn og har danset sammen i gruppen de sidste otte år. 

Den reportage kan du læse i Berlingske og på berlingske.dk i næste uge.

Hvordan er det at være på hospice?

Som fotograf og journalist er det et særligt privilegium at blive vist tillid og blive lukket ind, hvor stort set ingen andre ellers kommer.

Eksempelvis i den sidste tid af et menneskes liv.

60-årige Michael Christian Storgaard skulle tilbringe de sidste uger af sit liv på Sankt Lukas Hospice i Hellerup.

Med en umådelig generøsitet og et imponerende overskud bød han os indenfor. Journalist Sarah Victoria Gratløv og jeg besøgte kræftramte Michael flere gange.

I ni år havde døden været præsent for ham.

»Det gør ikke noget, at vi er nået hertil nu,« sagde han.

På dette billede hviler han sig sammen med sin kone Alex. Du kan se flere billeder og læse artiklen her.

Jeg vil gerne sige Michael og hans familie den allerstørste tak for hans storsind og tillid. Æret være hans minde.

Sidst Michael Falch indspillede Dan Turèlls 80er-klassiker »Mord i Mørket« i rollen som den navnløse journalist, var han lige fyldt 30.

Næste år bliver han 70 år. Og optagelserne til en ny version i fire afsnit på Prime Video er i fuld gang med en forventet premiere i 2026.

Det, at Michael Falch er tilbage i den selvsamme rolle og kulisse 40 år senere betød for mig, at han kun kunne fotograferes ét sted: Istedgade på Vesterbro.

Det sjove var, at flere på gaden hilste på »Falken«, som om han aldrig havde været væk. Læs mere her, og se flere billeder.

Mødet med Kim Fupz Aakeson gjorde indtryk – mest fordi en pludselig tanke, som jeg egentlig selv syntes var lidt dum, endte med at blive til fotografiet her.

På dagen, hvor jeg skulle fotografere ham, husker jeg, hvordan jeg stod i kantinen med en kop kaffe og tænkte:

»Hvordan skal jeg lige gribe det her portræt an?«

Jeg vidste, at hans seneste voksenbøger blandt andet har centreret sig omkring tro, skyld og samvittighed. 

Og derfor kom jeg til at tænke på et portræt af Lasse Dein med en blomst for det ene øje. Kunne man gøre noget lignende med ét af kantinens æbler?

Jeg puttede et æble i lommen men tænkte, at det nok også var lidt dumt. Alligevel, selvom jeg havde slæbt lys, backdrop og alverdens udstyr med, endte det lille æble fra kantinen sammen med Kim Fupz Aakeson og hans karakter med at gøre størst indtryk på mig.

Interviewet finder du her, hvor du også kan se flere billeder.

Historiker og samfundsforsker Michael Böss var her i efteråret aktuel med sin nye bog »Folket, der aldrig blinker«.

En bog, der fortæller, hvad vi kan lære af Finland om Rusland og håndtering af krig.

I den forbindelse interviewede journalist Jeppe Bentzen den 73-årige historiker i en sauna over et glas vodka. Den blev svensk og ikke russisk, da det var det eneste, dagligvarebutikken havde.

Dr.phil. og cand.mag. Michael Böss havde kun én bekymring for fotograferingen stående i speedos, og det var, at man kunne se det blå mærke, han ved et uheld havde pådraget sig på venstre arm.

Da jeg kom tilbage til redaktionen og så fotografiet, blev jeg begejstret. Det havde det udtryk, jeg ønskede. Der var bare én ting. Man kunne se det blå mærke.

Jeg måtte derfor ringe til historikeren fra Holstebro for at forklare, hvorfor jeg gerne ville bruge fotografiet alligevel. Heldigvis havde Michael Böss det helt fint med billedet, hvilket jeg håber, han også har nu, hvor det er blevet en af mine favoritter.

Du kan se flere billeder og læse interviewet her.

I starten af december faldt hun om på et gulv i Hedehusene med for meget af stoffet GHB i kroppen. Ambulancen kom til undsætning, og nu står hun her igen og husker ikke, hvor mange gange hun har været indlagt på Hvidovre Hospital. 

Hun er midt i 20erne, har været død fire gange og indtog de første stoffer som tiårig. Og så taler hun råt, dybere og mere reflekteret om livet end langt de fleste i min omgangskreds.

Digteren Simona Vencko Tayanna – eller en af prinsesserne fra blokken, om man vil – skriver for at kunne være i mørket og smerten. Det hjælper. Og også denne gang troede hun på, at hun ville blive clean, inden hun skulle udskrives 24. december. 

Det var meget rørende og tankevækkende at fotografere Simona. 

Hun skriver som få fra samfundets bund og deler ud af en virkelighed, de færreste af os forstår, men som de fleste af os burde kende mere til. 

Så jeg håber, at du, kære læser, får samme oplevelse, når hendes historie bliver bragt næste år i Berlingske.

Sovet lidt skidt? Fisk i kantinen? Stram bagkant? 

Det udfordrende (og magiske) ved dagligt at portrættere mennesker er, at du aldrig kan forudsige, hvilket billede du kommer hjem med. 

Jojo, du kan forberede dig. Medbringe en fancy flash-lampe, kende din location. De gode intentioner er der altid.

Men når alt kommer til alt, er det øjeblikkets tilfældighed og dagens dagsform, der sniger sig igennem kameraet og ender ud i det færdige fotografi.

Nogle øjeblikke er heldigvis nemmere at fotografere end andre. Som med opgaven, der blev kastet ind fra højre på en travl sommerdag i starten af juli.

Forfatter Amalie Langballe skulle fotograferes hurtigst muligt og havde 30 minutter i indre by. Baggrunden blev en toiletvogn i Kongens Have, vinden tog hendes hår, og kastanjetræets skiftende skygger hjalp det hele på vej. 

Klik. Et fastfrosset, uforudsigeligt øjeblik.

Den underjordiske balletskole var i gang med at planlægge en opvisning for forældrene til foråret, den første længe. Og børnene glædede sig, fortalte danselæreren. 

Dybt under den krigshærgede by Kharkiv fandt jeg sammen med journalist Simon Kruse et lille, standhaftigt stykke Ukraine: Princess Ballet-danseskolen. 

Vores mål var at fortælle om kulturens uvurderlige rolle for et land i krig, og her – i et beskyttelsesrum to etager under jorden – udfoldede den sig.

Jeg stod i det lavloftede lokale, hvor tykke udluftningsrør løb hen over pigerne, der i deres dragter og strømpebukser stod i kø for at fortælle Simon Kruse, hvorfor de dansede.

Mens vi var der, lød luftalarmen fire gange. Pigerne havde lært at leve med den.

For i de øjeblikke, i svinget af et ben, i en elegant bevægelse, tænkte de ikke på krig. De tænke ikke på den virkelighed, der skyggede for alt andet oppe i gadeplan.

De dansede. De er børn. 

Det lyder som verdens nemmeste fotografi at sende hjem til læserne. Men nærmest alt i beskyttelsesrummet skulle hjælpe pigerne med at glemme krigen.

Det, det gjorde det svært, var at vise krigens nærvær. Mens de holdt pause, fik jeg i et lille øjeblik hele historien med. Moren til højre viser, hvordan det er at bo i et land i krig. Til venstre er pigerne, der for en en aften får lov til bare at være børn.

Reportagen fra Kharkiv finder du her.

Jeg fotograferede ham ved militærmessen DALO i Ballerup i sommer.

At se Oleksandr Jabtjanka i sin militæruniform mindede mig om den absurde og dramatiske transformation, hans liv har gennemgået. 

Han er uddannet børnelæge, men i stedet for at behandle børn er han i dag befalingsmand i »Da Vinci Wolves«-bataljonen. 

Han var enhedens sidste mand ude af Bakhmut, hvor der var voldsomme kampe mellem russere og ukrainere. 

Den dag jeg fotograferede ham, havde han fået at vide, at hans efterfølger var dræbt i kamp. 

Hans karriere er vendt 180 grader fra et civilt liv som børnelæge og universitetslektor til en lederrolle i en krig. En slående kontrast.

På Ærø skulle jeg fotografere Maj My Humaidan, der med sin bog »Ærø Manifestet« nærmest havde skabt en bevægelse, som man politisk følte sig nødsaget til at tage afstand fra.

Nu havde hun skrevet en ny bog med titlen »Blødt«. Bogen handler om, at man skal dvæle ved det store i det små – om at have en blød tilgang til livet.

Jeg ville gerne understrege det bløde i mine fotografier, men jeg vidste ikke helt hvordan. 

Løsningen fandt jeg i Føtex’ grøntafdeling samme morgen, hvor jeg inden afgang mod Svendborg købte et net med klementiner. 

Det orangerøde net spændte jeg om eftermiddagen foran mit objektiv med elastik, da jeg fotograferede Maj My Humaidan. Det gav den bløde og rosa tone, jeg var ude efter. Du kan læse artiklen her.

Det var en af de fotograferinger i 2025, som gjorde et særligt indtryk på mig. 

Det er et stort privilegium i jobbet som fotograf, at man møder så mange mennesker, og denne sommerdag mødtes jeg med Flemming Møldrup, som jeg skulle fotografere til en artikel om tro.

Jeg gav mig god tid, og vi gik langt sammen og fotograferede undervejs, og vi talte og talte. Om tro. 

For Flemming Møldrup er troende, og jeg var nysgerrig. Egentlig havde Flemming kun 45 minutter, men for os begge blev det en interessant snak, som jeg ikke lige glemmer.

Og tiden gik. 

Efter to timer tog jeg dette foto af ham som et af de sidste den dag. Det blev også det bedste. Artiklen kan du læse her.