Forsinkelse af lyntest på plejehjem kaldes en skandale. Nu skal ministre i samråd, og sagen kulegraves

Politikere kalder det en skandale, at det har taget så lang tid at bruge ledig kapacitet til at lynteste medarbejdere på de hårdt ramte plejehjem. I Region Hovedstaden er brugen af testene ligefrem faldet, viser orientering. Nu kaldes to ministre i samråd, og flere partier krævet forløbet om lyntestene kulegravet.

Flere partier er stærkt utilfredse med forløbet omkring lyntestene og indsatsen i det hele taget for de ældre på plejehjemmene. »Det er simpelthen skandaløst den måde, hvorpå regeringen har negligeret og kørt hen over vores ældre. Det gælder alt fra at sikre tilstrækkeligt med værnemidler til at sikre udrulning af test,« mener ældreordfører Jane Heitmann (V), der også er formand for Sundhedsudvalget.  Ida Guldbæk Arentsen

Det er en ren og skær skandale, at der først nu rulles lyntest af personalet ud på de danske plejehjem, selvom netop brugen af sådanne test har været anbefalet siden december. Det mener en række partier, der nu ønsker forløbet omkring lyntestene kulegravet.

Det kan passende ske i forbindelse med den uvildige undersøgelse, som et flertal i Folketinget har sat i gang for at afdække, hvorfor coronaindsatsen på landets plejehjem fejlede med et stort antal dødsfald til følge. Det er holdningen blandt ældreordførere i Folketinget, efter regeringen og myndighederne kritiseres for at have nølet med at tage en stor, ledig kapacitet til udførelse af lyntest i brug for at bekæmpe den omfattende coronasmitte på plejehjemmene.