Klokken syv torsdag morgen gik Peder Lykke Centret på Amager i gang med at lynteste 72 medarbejdere. Plejecentret har i øjeblikket smitteudbrud blandt beboerne, og fra næste uge skal Peder Lykke Centrets medarbejdere lyntestes fem dage om ugen og PCR-testes to dage ugentligt. Når logistikken er på plads, bliver alle medarbejdere testet, inden de møder ind på vagt.
Det har været længe undervejs. Allerede i slutningen af december talte Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde om, at det var nødvendigt at lynteste personalet på landets plejehjem for at beskytte beboerne mod coronasmitte. Men først torsdag i denne uge – efter en del kritik af testindsatsen og adskillige dødsfald – tog Københavns Kommune lyntest i brug på kommunens plejehjem.