I Al-Hidayah Moskeen i Københavns Nordvestkvarter har der fundet forhandlinger om »blodpenge« sted.
Politiets aflytninger af ledende bandemedlemmer samt vidneudsagn afslører, at bandemedlemmer og en imam i moskeen har forhandlet om blodpenge efter bandekonflikten i 2021, hvor der skete flere drab. Aflytningen viste, at et bandemedlem selv brugte begrebet »blodpenge«.
Det skriver TV 2.
Ifølge aflytningerne har en imam fastsat et beløb for at rense den ene part i en sag om et drab på en 17-årig person – vel at mærke mærke uden om domstolene.
Foreningen bag moskeen, Islamisk Center for de Europæiske Lande, afviser over for TV 2, at moskeens imam, bestyrelse eller den daglige ledelse har været involveret eller har haft kendskab til den slags forhandlinger. Men man afviser dog ikke, at de kan have fundet sted.
Oplysningerne om blodpengeforhandlingerne er kommet frem i en verserende retssag ved Retten i Glostrup. Her er tre personer, som ifølge politiet har haft tilknytning til den københavnske officielt opløste NNV-bande, tiltalt for drab og drabsforsøg, skriver mediet.
100 kameler
Retssagen handler ifølge TV 2 om en skudepisode i en frisørsalon i Rødovre 3. december 2021, hvor en 17-årig bulgarsk frisørelev blev dræbt, og indehaveren blev alvorlig såret. Desuden kom en 15-årig kunde lettere til skade.
Et vidne, som selv har fået dræbt sin søn under bandekonflikten, har forklaret i retten, at han har været til et »forsoningsmøde« i moskeen, hvor også sagen om den 17-årige frisørelev var på dagsordenen. Vidnet har ifølge TV 2 i retten forklaret, at det var op til imamen at fastsætte en passende bod. Dette gøres på baggrund af en fortolkning af Koranen.
»Hvis en troende muslim dræber en anden muslim ved en fejl, er boden 100 kameler. Det er det hellige skrifts udlægning,« fortalte vidnet i retten.
Justitsminister Peter Hummelgaard (S) vil ikke forholde sig konkret til blodpengeforhandlingerne med henvisning til, at der er en verserende retssag, men siger ifølge TV 2:
»Vi hverken kan eller skal i Danmark finde os i, at nogen følger Koranens ord om, at man med 100 kameler kan betale sig fra at imødese en straf for en forbrydelse, man har begået. Det vil vi simpelthen ikke have i Danmark.«
Kan spores tilbage til flygtningelejre
Berlingske har for nylig kunnet fortælle, hvordan alvorlige voldssager i udsatte boligområder i Aarhus bliver løst gennem illegitime mæglinger i parallelle retssystemer, hvor imamer og andre dominerende personer fra lokalområdet insisterer på, at de – og ikke de danske domstole – skal løse konflikterne. Det sker gerne med penge på bordet.
Men den særlige praksis med mæglingsråd findes også i andre danske byer, har politikredsene meddelt.
Integrationsrådgiver Henrik Kokborg har sagt til Berlingske, at mæglingerne er et fænomen, som kan spores tilbage til palæstinensiske flygtningelejre i Libanon, hvor myndigheder var fraværende.
»Når mæglingerne bliver videreført, bunder det dels i klanmentalitet – man klarer tingene selv. Dels i en manglende tillid til vores myndigheder i Danmark,« sagde Henrik Kokborg.
Ifølge politiet er konsekvensen, at ofre og vidner ændrer forklaringer eller trækker anmeldelser tilbage. Netop dette lader til at være tilfældet i sagen fra Glostrup, hvor indehaveren af frisørsalonen under sin afhøring af politiet fortalte i detaljer om skudepisoden.
Men under retssagen måtte retten notere, at vidnet pludselig intet kunne huske.




