For to år siden krydsede russisk militær grænsen: Sådan får krigen en ende

Her er alt, du skal vide, for at komme i gang med dagen.

Lørdag er det to år, siden russisk militær krydsede grænsen til Ukraine. Asger Ladefoged

Godmorgen! I morgen er det to år, siden krigen i Ukraine begyndte. I den anledning har Berlingske interviewet flere debattører, der kommer med deres bud på, hvordan krigen kan få en ende. Men først dagens andre vigtige overskrifter.

Tophistorier 

  1. For andet år i træk har landets førende cheføkonomer taget fejl om beskæftigelsen.

  2. Lederen af verdens største sædbank kommer med fem råd til forbedret sædkvalitet, da danske mænds sæd er i kolossal krise.

  3. Flere danskere end nogensinde afgav ved seneste folketingsvalg en blank eller ugyldig stemme. Situationen skal tages alvorligt, lyder opråbet fra forskere i ny, stor undersøgelse.

  4. Der foregår en udskamning af maskuline mænd, mener iværksætter Martin Thorborg, der kalder udviklingen »pissefarlig«.

  5. 60.000 liter af den fineste vin endte i kloakken i Spanien. Ejeren af vinen har selv en mistanke om, hvem der stod bag. Den peger i retning af et bittert familieopgør.

Dagens vigtige: Hvordan kan krigen få en ende?

Reportage fra Kyiv-forstaden Bucha, der blev symbolet på den russiske invasion af Ukraine. Vi genbesøger byen, seks måneder efter ukrainerne pressede russerne tilbage. Asger Ladefoged

I morgen er det to år, siden russisk militær tidligt om morgenen krydsede grænsen til Ukraine.

Det var planen, at Kyiv skulle været taget på få dage. Det skete som bekendt ikke. Siden har krigen trukket ud, og Ukraine har lidt ufattelige tab. 

To år inde i krigen synes en egentlig afslutning stadig fjern. 

Berlingske har i anledning af årsdagen spurgt seks fremtrædende debattører, hvad der egentlig skal til, for at krigen får en ende. 

Den ene er Anna Libak, der er udlandsredaktør hos Weekendavisen. 

Hun efterlyser mere slagkraftige våben til Ukraine. 

»Du kan ikke vinde en krig, hvis du ikke må føre angrebet ind i fjendens lejr,« siger hun til Berlingske.

Udlandsredaktøren kalder det desuden naivt, hvis man tror, at krigen slutter ved Ukraine. Hun vurderer, at den russiske præsident er klar til at fortsætte sin kamp i Europa.

Tidligere folketingsmedlem for Dansk Folkeparti Marie Krarup mener, at de vestlige lande må indse, at Ukraine ikke kan vinde krigen mod Rusland.

Derfor bør al vestlig støtte til Ukraine hurtigst muligt stoppes, så Ukraine »presses til forhandlingsbordet«.

»Jeg tror ikke, at Rusland kommer til at stoppe, før de har nået deres mål, som er et neutralt Ukraine,« siger hun til Berlingske.

De andre fire debattører, som i dag og i morgen også kommer med deres bud på en mulig afslutning på krigen, er: Forfatter Kasper Støvring, forsvarsekspert Peter Viggo Jakobsen, direktør i tænketanken Europa Lykke Friis og forsker i international politik Camilla Tenna Nørup Sørensen.

Dagens Salon

I ugens »Østergaards salon« er gæsterne politisk kommentator Noa Redington og koncerndirektør i Berlingske Media Anders Krab-Johansen. De taler om, at omkring hvert 8. danske barn i dag kommer til verden med hjælp fra fertilitetsklinikker. Det afspejler et større problem for samfundet, lyder det i salonen. Lyt med her.

Fik du læst?

  • Internationalt | Maksim Kuzminov ville gemme sig i Spanien for Vladimir Putins hævngerrige regime. Men den russiske pilot, der blev verdenskendt for sin opsigtsvækkende afhopning, var tilsyneladende ikke god nok til det. Nu er han død.

  • Gastronomi | Du behøver ikke en espressomaskine til 25.000 kroner for at lave god kaffe derhjemme. Til gengæld er der en række andre ting, du skal holde øje med. En ottedobbelt danmarksmester i kaffebrygning giver dig de bedste råd til at lave god kaffe derhjemme.

  • Økonomi | Udviklingen skal vendes, hvis ikke danskernes kultur skal udskiftes, lød advarslen fra DF. Men ifølge eksperter og tal fra Danmarks Statistik er frygten overdrevet.