For fuld tryk mod et bedre liv: Willys sygdom blev helbredt med 40 ture i en »U-båd« på Riget

Et ophold i trykkammeret i Rigshospitalet, der mest er kendt for bekæmpelse af dykkersyge, har vist sig at kunne hele sår og udbedre skader i forbindelse med en lang række sygdomme. Nu bygges der et nyt trykkammer, som markant øger kapaciteten, hvilket kan blive til gavn for bl.a. patienter med hjerneskader.

»Det var rent blod, der kom ud, når jeg tissede. Men det har trykkammeret heldigvis sat en stopper for.«

Willy Sørensen, 82 år, er endnu en gang på vej ind i en otte meter lang og tre meter bred, cylinderformet beholder, som ligner en ubåd og står i kælderen under Rigshospitalet.