Banebrydende ny teknologi har reddet to alvorligt syge danskere: Donorhjerterne blev »vasket«

Rigshospitalet er begyndt at bruge en topavanceret kasse, der kan »vaske« donorhjerter, så de bliver ved med at slå i op til 12 timer efter at være taget ud af kroppen på en afdød person. Dermed kan hjertet holdes i live i betydeligt længere tid end ved den gængse metode. Det åbner mulighed for at hjælpe langt flere med en hjertetransplantation.

»Hjerteboksen« er udviklet af det amerikanske firma TransMedics og kan holde et donorhjerte i live i helt op til 12 timer. PR-foto

De første alvorligt hjertesyge danskere har fået reddet livet med et donorhjerte, som er blevet »vasket« og holdt i live ved hjælp af en banebrydende teknologi, der har potentiale til markant at udvide antallet af egnede donororganer til brug for hjertetransplantationer.

»Vi har anvendt det i forhold til to patienter, og det har virket godt,« oplyser professor Finn Gustafsson fra hjertecentret på Rigshospitalet.