Ifølge Michael Bang Petersen, der er professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, kan statsministerens retorik på gårsdagens pressemøde i nogen grad få den stikmodsatte effekt af, hvad der var hensigten.
Ved pressemødet i Statsministeriets spejlsal stod det klart, at en ny restriktion efter alt at dømme venter lige rundt om hjørnet.
Der er tale om coronapasset, og dette er et vigtigt redskab, lød det fra statsminister Mette Frederiksen (S), for smitten stiger, og det gør antallet af indlæggelser på landets sygehuse også. Alt sammen i en grad, som er »bekymrende«, sagde statsministeren.
For den del af befolkningen, der endnu ikke er vaccineret, vil coronapasset dog blive mere indgribende, og til uvaccinerede borgere havde Mette Frederiksen et klart budskab.
»Jeg kan ikke understrege nok urimeligheden i, at en lille gruppe potentielt ødelægger det for de fleste af os, så der er i mine øjne ikke nogen undskyldning – heller ikke af moralsk karakter – for, at man ikke går hen og bliver vaccineret,« sagde hun:
»Man skal gå hen og tage den vaccine ikke kun for sin egen skyld også, fordi jeg synes, at man skylder det i forhold til det resterende samfund.«
Michael Bang Petersen mener, at statsministeren talte til tre grupper: En gruppe, som er vaccineret. En gruppe, som ikke er vaccineret på grund af bekymringer, men ikke er afvisende. En gruppe, som ikke er vaccineret, men som samtidig er stærkt skeptisk over for myndigheder og vacciner.
Kan få den modsatte effekt
»For de vaccinerede, tror jeg, at den retorik, som blev anvendt ved pressemødet i høj grad taler til dele af gruppen af vaccinerede, hvor man bruger de uvaccinerede som løftestang for argumentationen om, at man bliver nødt til at indføre restriktioner,« mener Michael Bang Petersen.
I den gruppe vil der være flere, som gerne vil vaccineres, vurderer professoren, selvom de er bekymrede. Med andre ord er gruppen »bevægelig«, og nogle kan overtales.
»Så er der den tredje gruppe. Det er folk, som har et meget skeptisk syn på vaccinerne, og som har en dyb mistillid til myndighederne, og hvor man i bund og grund har en opfattelse af, at myndighederne i forvejen har presset de her vacciner igennem uden nødvendigvis at kunne dokumentere deres effektivitet og sikkerhed,« siger Michael Bang Petersen:
»Hos dem vil retorikken formentlig have den modsatte effekt i forhold til det, man håber. Det er personer, der vil se retorikken som et voldsomt pres, og som bekræfter deres forestillinger om, at man forsøger at tvinge dem til at gøre noget, de ikke har lyst til.«
Mere skade end gavn
Michael Bang Petersen står på Aarhus Universitet i spidsen for det Hope Project, der under coronapandemien har gransket befolkningens holdninger til politiske tiltag.
Her har graden af befolkningens opbakning til restriktioner fyldt en del – ikke mindst blandt gruppen af skeptikere.
Kan det gøre mere skade end gavn for den gruppe?
»Det vil jeg mene, at det gør. Spørgsmålet er, hvad fordelingen er mellem de sidstnævnte to grupper.«
Kan retorikken være med til at skabe en større utilfredshed blandt vaccinerede over for skeptikerne?
»Det kan være med til at legitimere, at man fordømmer dem, der ikke er vaccineret. Vi ved, at ledere af politiske partier er med til at sætte tonen for, hvordan borgere diskuterer med hinanden og ser på hinanden.«
Er det slemt?
»Det er slemt på den måde, at man har de her cirka fem procent af befolkningen, som i højere grad vil føle sig ekskluderet i og marginaliseret fra samfundet. Jeg forventer, at vi vil se nogle af de radikaliseringsdynamikker gå i gang, som vi så det sidste vinter.«
Demonstrationer?
»Ja, det vil jeg forvente i en eller anden udstrækning. Sagen er, at de her personer nu har mulighed for at finde et stærkere fællesskab med hinanden.«
Er der reelt andre måder, hvorpå man som statsminister kunne formidle dette, når nu gruppen på forhånd er skeptisk indstillet?
»Man kan gøre det, som man gør i forvejen. Man kan komme ud og tale med dem, for mange vil sådan set gerne diskutere vacciner og have informationer. Mange står i et kryds, hvor de på den ene side gerne vil gøre livet lettere for sig selv, men på den anden side har nogle reelle bekymringer.«



