I 1967 kunne du rejse med DSB fra Helsingør til Københavns Hovedbanegård på 37 minutter.
Dengang var nogle af togene på strækningen trukket af damplokomotiver.
I dag, 56 år senere, er rejsetiden blevet 18 minutter længere.
Med den nye køreplan, som trådte i kraft i december i år, tager kystbaneturen nu 55 minutter mod de hidtidige 46 minutter. Det skriver Jyllands-Posten, som refererer til DSBs egne køreplaner.
Et stort antal forsinkelser på Kystbanen fik i starten af året transportminister Thomas Danielsen (V) til at bedre DSB om at »ryste posen«.
Sidste år var passagererne forsinket godt hver fjerde gang, de rejste med Kystbanen.
Det førte til en ny køreplan, som netop er trådt i kraft. Den indebærer, at regionaltogene på Kystbanen nu har færre antal afgange i timen. Samtidig skal en række tog stoppe på flere stationer end hidtil.
Det betyder, at rejsetiden mellem Helsingør og København er forlænget med ni minutter for regionaltog og seks minutter for myldretidstog. Til gengæld har stationerne Rungsted Kyst, Vedbæk, Skodsborg og Klampenborg fået fordoblet antallet af afgange.
Eksministre i infight
Spørgsmålet om den nordsjællandske togstrækning har tidligere bragt sindene i kog.
I maj sendte Bjarne Lindberg Bak, som er tidligere chef i DSB, en kras kritik mod sin tidligere arbejdsplads. Han tror ikke på, at køreplanen vil føre til bedre punktlighed.
»Det er mig bekendt første gang, DSB har gennemført en så voldsom ændring, der er til væsentlig gene for det store flertal af passagererne, uden at nogen får nogen væsentlig gevinst,« sagde han til Helsingør Dagblad i maj.
Tidligere justitsminister Søren Pind (V) langede i marts ud efter tidligere transportminister Ole Birk Olesen (LA) i et opslag på Facebook.
Her anklagede venstremanden den tidligere ansvarlige minister for at have ansvaret »for at nedlægge den eneste direkte toglinje til lufthavnen fra Nordsjælland«.
»Tillykke til Nordsjælland med verdens mest idiotiske beslutning,« lød det videre.
I december 2022 mistede Kystbanen nemlig sin direkte forbindelse til Københavns Lufthavn.
Beslutningen om at skille Kystbanen og Skånetrafikken ad blev truffet under Ole Birk Olesen. Meningen var at sikre flere tog til tiden på Kystbanen, fordi Øresundstrafikken har fået skyld for at skabe store forsinkelser.
På X skriver Ole Birk Olesens partikollega transportordfører Jens Meilvang (LA) onsdag, at »nu skal borgerne igen døje med DSBs dårlige forretning.«
»Lad os nu for en gangs skyld få sat DSB i udbud.«
Tony Bispeskov, informationschef i DSB, erkendte tidligere på året over for Berlingske, at der er tale om en forringelse »på nogle områder« – men også en forbedring på andre.
»Vi vil selvfølgelig gerne køre så hurtigt som muligt. På den anden side skal kunderne også kunne regne med køreplanen, og der har været for mange aflysninger og forsinkelser på Kystbanen i et stykke tid. Det er vi nødt til at gribe ind over for i en periode med historisk mange sporarbejder, og vi forventer, at den her plan kan give en mere robust drift,« sagde han.