Først advarede førende professorer imod at bruge vaccinetrussel som argument – få timer efter gjorde regeringen det alligevel: »Jeg var ved at falde ned af sofaen«

Allerede før minkaflivningen blev iværksat, kendte man på Statens Serum Institut og Københavns Universitet til en markant skepsis over for ideen om en vaccinetrussel. Alligevel blev vaccinetruslen brugt som hovedargument, da minkavlerne fik besked på at hasteaflive alle mink. Selv en daværende minkekspert ved Statens Serum Institut siger i dag, at man burde have meldt mere forsigtigt ud. Minister på vej i samråd.

Da regeringen 4. november 2020 bad danske minkavlere om straks at aflive alle mink, var forskere ved både Statens Serum Institut og Københavns Universitet i fuld gang med at diskutere, om regeringens hovedargument for at aflive minkene – at minkvarianten cluster 5 kunne føre til vaccineproblemer – overhovedet var korrekt.

Det fremgår af e-mail udvekslet mellem Københavns Universitet og Statens Serum Institut, som Berlingske har fået adgang til.