Godmorgen og velkommen til dagens overblik på dagen efter Danmarks ærgerlige nederlag til England i semifinalen ved EM i fodbold for herrer.

Men fodbold er jo ikke alt, og i dagens nyhedsoverflyvning skal vi også forbi en hel masse andet. Blandt andet historien bag dagens overskrift, som vi vender tilbage til i slutningen af denne artikel.

Du er også meget velkommen til at lytte dig igennem historierne i Morgenposten – Berlingskes nyhedsoverblik – lige her:

Vi kan ikke vise dig dette indhold, som stammer fra en tredjepart, da du ikke har samtykket til alle relevante statistik- og/eller markedsføringscookies. Du kan ændre dit samtykke og dine cookieindstillinger her.

Alternativt kan du se indholdet på spotify

Før vi kommer til afskeden med landsholdet ved EM, skal vi også forbi de seneste coronatal:

Bukker sig i støvet: »Det havde været rent 13 på den gamle skala«

Det er næppe gået nogen forbi, at det danske landshold trods en stor indsats måtte strække våben i EM-semifinalen. Kampen måtte dog ud i forlænget spilletid, før England vandt.

Mikkel Damsgaard bragte først Danmark foran med 1-0 på et frispark, inden englænderne udlignede på et selvmål af en Simon Kjær, der forsøgte at modgå et engelsk angreb. I den forlængede spilletid reddede Kasper Schmeichel et straffespark fra engelske Harry Kane, men englænderen fik fat i returbolden og sendte den i mål, som Ritzau skriver.

I Berlingske bukker EM-kommentator Martin Borre og udsendte journalist Uffe Taudal sig dog i støvet over målmandens præstation i deres karakterbog til landsholdet:

»Den ene pragtredning efter den anden, og flere af dem havde referencer til hans fars mirakuløse redninger i EM-finalen i '92. Reddede endda et straffespark fra selveste Kane, men var uheldig med returen. Det havde været rent 13 på den gamle skala,« skriver de ligefrem.

I alt får fire spillere foruden Schmeichel og landstræner Kasper Hjulmand topkarakter. Læs hvilke her.

DR Nyheder skriver i sin reportage fra kampen, at »ikke engang 55.000 brølende briter kunne fjerne smilet helt fra Kasper Schmeichels læber, da han trøstede Joakim Mæhle og sammen med sine holdkammerater sagde farvel til en slutrunde, hvor han og holdkammeraterne gennem seks kampe har vist, at det danske landshold under Kasper Hjulmands ledelse er støbt af noget helt specielt«.

Og til noget helt andet.

Hacking bekymrer i stigende grad topchefer

Vi skal nemlig fra grønsværen til direktionsgangene, hvor det ikke er det engelske fodboldangreb, men truslen fra digitale hackerangreb, der vækker bekymring.

Det kan man læse i dagens udgave af Berlingske.

I den seneste rundspørge til Berlingskes Toplederpanel, som 151 topchefer blandt Danmarks 1.000 største virksomheder har svaret på, angiver 86 procent af topcheferne således, at de oplever, at truslen fra hackerangreb og anden it-svindel er »steget« eller »steget meget« inden for de seneste to år.

Og otte ud af ti forventer tillige, at deres ressourceforbrug på at bekæmpe angrebene vil stige i de kommende to år.

»Det sidste stykke tid har vist, at hackerne har kronede dage. Der er tale om et syndikat af organiserede kriminelle, og de tjener styrtende med penge. De binder virksomhederne på hænder og fødder og giver dem et umuligt valg. Betal løsesummen eller drej nøglen om,« siger Peter Kruse, der er medstifter af it-sikkerhedsfirmaet CSIS, til avisen.

Læs mere her.

Det rumler i Østasien

Vi går videre til Politiken og historien, der indledes med en ildevarslende sætning:

»Verden kan være meget tættere på en krig mellem USA og Kina, end de fleste forestiller sig.«

Den dystre vurdering skyldes stigende storpolitiske spændinger om Taiwan. Politiken nævner The Financial Times, der på baggrund af anonyme kilder i sidste weekend kunne fortælle, at USA og Japan blandt andet i hemmelighed har gennemført krigsspil, hvor de to lande kom Taiwan til undsætning i tilfælde af et kinesisk angreb.

The Financial Times' historie blev bragt blot dagen efter, at den kinesiske præsident, Xi Jinping, i sin festtale i anledning af det kinesiske kommunistpartis 100 års fødselsdag havde kaldt det »en historisk mission og en urokkelig forpligtelse« at få Taiwan genforenet med Kina.

Og de eksempler er ikke de eneste, Politiken nævner i artiklen. Alexander Huang, der er professor i strategiske forhold på Tamkang University i Taiwan, siger til avisen, at »jeg ser ikke en militær invasion for mig inden for de næste to år, men derefter er jeg ikke sikker.«

Artiklen var ikke online, da dagens overblik blev skrevet, men kan altså findes i Politikens papiravis eller I e-avisen, som du finder her.

Dagens analyse

… finder vi i Berlingske. Det er avisens politiske kommentator, Bent Winther, der står bag, og den handler om De Konservatives Naser Khader, der i sidste uge blev anklaget for alvorlige krænkelser af tre navngivne og tre anonyme kvinder.

»Vi ser med stor alvor på sagen, vi vil til bunds i den, og den vil få de nødvendige konsekvenser,« lød det efterfølgende fra De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, og flere politiske iagttagere vurderede i samme ombæring Naser Khaders politiske fremtid som meget usikker.

Ifølge Bent Winther erfarer Berlingske dog fra flere kilder, at den sygemeldte konservative retsordfører på ingen måde vil acceptere de beskyldninger, der er rettet imod ham, og at han tværtimod overvejer at anlægge en række injuriesager for at rense sit navn.

Men dermed kan sagen ifølge Winther også ende ud i et »et ualmindeligt hårdt opgør« mellem den konservative ledelse og Naser Khader.

Læs hvorfor her.

Bertel Haarder: Løkkes parti bliver en døgnflue

Det har ikke skortet på kritiske røster blandt Lars Løkke Rasmussens gamle partifæller i Venstre, siden den tidligere partiformand i januar meldte sig ud og gik i gang med at opbygge sit nye parti, Moderaterne.

Nu har Venstres mest erfarne folketingsmedlem og tidligere minister, Bertel Haarder, så begået en kommentar i Berlingske om sin tidligere formand og partifælles nye projekt. Og undervejs slår Haarder fast, at »Løkke har et kæmpe talent«, og at han i sin tid som sundhedsminister stod i spidsen for »en livgivende revolution« af sundhedsvæsenet.

Alligevel er der ikke tale om noget festskrift for Lars Løkke Rasmussen.

»Måske kan han tiltvinge sig en vigtig position som den, en statsminister må have med i blokken for at skabe flertal. Og så vil han tage sig dygtigt betalt. Men partiet Moderaterne vil være en døgnflue, der ikke vil overleve ham. Det er som i fodbold. Det er ikke nok at have et eller flere store talenter på holdet. Talenterne skal også bruges rigtigt. Og det er holdindsatsen, der er afgørende.«

Læs hele Bertel Haarders kommentar her.

Kofods illusioner

Det har handlet rigtig meget om englændere de seneste dage, og i dagens overblik har vi også haft fokus på kinesere og amerikanere. Nu skal det handle om russere.

For fredag den 11. juni klokken 11.08 krydsede to russiske kampfly grænsen til dansk luftrum, hvor de befandt sig i to minutter. Og bare en halv time senere gjorde de det igen.

Denne gang kaldte udenrigsminister Jeppe Kofod (S) det både »alvorligt og uacceptabelt«, ligesom han indkaldte Ruslands ambassadør i Danmark til et møde i Udenrigsministeriet.

Men over for Berlingske erkender Jeppe Kofod i dag, at »jeg gør mig absolut ingen illusioner om, at Rusland ikke kunne finde på at gøre det her igen«.

»Men skulle det så afholde mig fra at slå i bordet og sige fra? Nej, selvfølgelig ikke,« siger udenrigsministeren til avisen.

Læs mere her.

Dagens oprejsning

… skal vi lige have med på falderebet.

For godt nok er det danske herrelandshold ude af EM i fodbold. Men derfor behøver en stor dansk sportssommer ikke at slutte nu.

I Tour de France viste den bare 24 år gamle danske Team Jumbo-Visma-rytter Jonas Vingegaard således i går stor klasse, da feltet hele to gange skulle over det legendariske »skaldede bjerg«, Mont Ventoux.

Med 1,4 kilometer tilbage af den anden tur op ad bjerget angreb den unge dansker de øvrige favoritter, og selv løbets førende rytter og forsvarende vinder, Tadej Pogacar, måtte undervejs give slip.

»Det er jo helt vanvittigt, det der,« udbrød TV 2-kommentator Dennis Ritter under Vingegaards første forcering, og »nøj, hvor er det vildt,« sagde makkeren Rolf Sørensen, da Pogacar efterfølgende måtte slippe.

Og selvom danskeren til sidst blev indhentet af Pogacar og to af de øvrige klassementfavoritter, fik han vist sit værd og ligger nu på tredjepladsen i klassementet.

Se Vingegaards angreb og læs mere om Tour-etapen på tv2.dk.

Det sker i dag

09.00: Ingredienskoncernen Chr. Hansen, der er en del af det danske C25-aktieindeks, kommer med regnskab for tredje kvartal.

Hele eftermiddagen: 12. etape af Tour de France, 161 kilometer fra Saint-Paul-Trois-Châteux til Nîmes, Frankrig.