Vores gamle chefredaktør Erik Bistrup er død. Han var den type menneske og chef, som man bærer med sig i resten af sin karriere, og når vi mødes den dag i dag, snakker vi stadig om »Bissen« og fortæller anekdoter.
Som dengang, da hvor vi optrådte ved en medarbejderrevy på SAS-hotellet på Amager Boulevard med en omskrivning af Shu-bi-duas »De tre små grise«:
Vi’ de små praktikanter / Og vi har det svært / Bange for den store stygge / I ved nok
Bagefter kom hans hustru, stjernereporter Annelise Bistrup, løbende hen mod os: »Erik græder!« udbrød hun. »Det er meget sjældent, det sker! Han blev så rørt.«
Lige den aften er stadig på topti over stolte øjeblikke. Man ville gerne gøre Bistrup rørt.
Vi ankom som praktikanter til Berlingske Tidende i første halvdel af 90erne. Dengang var redaktionen befolket af blandt andre Jane Aamund, Olav Hergel, Henrik Qvortrup, Jens Kistrup og mange andre fyrtårne. Men Bistrup ragede op over dem alle i vores verden. Ikke fysisk, men karismatisk.
Han sagde ikke mange ord, men hans stålsatte blik og indædte stædighed kom til udtryk med få, velvalgte ordrer og gode råd, når han spankulerede rundt på redaktionen med hænderne på ryggen. På jagt efter dagens bedste historie, vel vidende at den kunne komme fra alle kontorer og kanter: stjernerne den ene dag, praktikanterne den næste.
Flere slog sig på ham, men alle ville gerne yde lidt ekstra for ham og hans avis. Han var ikke interesseret i selv at vise sig frem eller se sin byline, men vi vidste alle, hvem æren for en god avis med mange nyheder skulle tilfalde. Han var selve avisens journalistiske kompas. Han kunne træffe beslutninger, og de var ofte hårde, men altid rigtige. Var man uenig, kunne man bare læse avisen dagen efter, for så stod det jo tindrende klart, at Bissen havde ret – igen.
En af os blev sendt på reportagetur til Belize og spurgte benovet: »Hvorfor lige mig?« »Fordi du er den eneste, vi kan undvære, hvis du dør,« svarede han. En anden af os ville brokke sig over en sag og havde taget mod til sig i flere dage, før han konfronterede Bistrup på gangen: Bissen kiggede bare på ham, tog fat i vedkommendes skjortekrave og sagde: »Sådan en skjorte har jeg også.« Og så gik han.
Hans kommunikation var absolut af den gamle skole: Engang havde vi slået hovedfjenden Jyllands-Posten godt og grundigt med et tresiders interview med Thomas Helmig den dag, Helmig ryddede bordet ved Dansk Grammy. Bissen kom sjoskende forbi »prakkerburet« (praktikanternes kontor) og dikterede: »I aften går I ud og spiser med jeres kærester på min regning. Og I vælger den dyreste vin på kortet.« Så vendte han om på hælen og gik igen.
Til sin 60-års fødselsdag holdt han tale. Blandt andet om, at han havde hørt, at mange var bange for ham: »Det varmer mit hjerte at høre,« sagde han med sit karakteristiske smil, som også var lunt.
Og ja, det var vi nok en gang imellem. Men vi er først og fremmest stadig taknemmelige for, at han ansatte os, gav os chancen, og for alt, hvad vi lærte af ham. Æret være hans minde.
