Fans stormede Wembley

Talsmand for Wembley afviser, at fans uden billetter slap ind på stadion, men øjenvidner fortæller ifølge flere medier anden historie.

Engelske fans forsøgte at bryde gennem sikkerhedsbarrierer for at komme ind på Wembley og se finalen i EURO 2020 mellem England og Italien. Det rapporterer flere medier, og på sociale medier florerer videoer, hvor man ser, at vagter og politi ikke kan holde fans tilbage.

En talsmand for Wembley oplyser ifølge BBC, at »sikkerhedsforanstaltningerne blev sat hurtigt i værk, og ingen personer uden billet kom ind på stadion.«

Det lokale politi bekræftede, at de støttede sikkerhedspersonalet på Wembley.

Wembley forklarer, at hændelsen ved stadion fandt sted i yderkanten af stadion. Selvom talsmanden for Wembley afviser, at fans kom ind, fortæller BBC, at vidner beretter, at de har observeret folk snige sig ind på stadion. Det samme skriver blandt andre en journalist fra The Daily Telegraph.

En større flok forsøgte også at få adgang til fanzonen på Trafalgar Square kort før kampstart.

Også videoer af voldsomme sammenstød mellem fans ligger på sociale medier: