Familie, venner og politikere tog en sidste afsked med Poul Schlüter
Tidligere statsminister Poul Schlüter blev lørdag bisat fra Holmens Kirke i København. Gæsterne var enige om, at det var en bisættelse i Poul Schlüters ånd.

Tidligere statsminister Poul Schlüter blev lørdag bisat fra Holmens Kirke i København. Gæsterne var enige om, at det var en bisættelse i Poul Schlüters ånd.

Sommeren og den skyfri himmel var efter måneders regn passende nået til København, nu, hvor vi skulle tage afsked med manden med det lyse sind, der holdt sammen på regering efter regering med en munter fløjten og en afvæbnende bemærkning.
Som en af de indbudte til bisættelsen i Holmens Kirke bemærkede – næsten for sig selv – så var den smukke solskinsdag med den svalende brise helt i Poul Schlüters ånd.