Det borgerlige Danmark har fået et ikonisk forbillede – men kan de leve op til det?

Lørdag bisættes tidligere statsminister Poul Schlüter. Han hyldes af Venstre og De Konservative for sin evne til at reformere Danmark og holde sammen på det borgerlige Danmark i over ti år. Hans arvtager er svær at få øje på.

Forhenværende statsminister Poul Schlüter bisættes lørdag. Arkivfoto: Morten Juhl/Ritzau Scanpix Morten Juhl

I 1989 lancerede Poul Schlüter et gigantisk udspil, der blev kaldt for »Århundredets Plan«. Hverken mere eller mindre.

I løbet af ti år skulle skattetrykket i Danmark sænkes med otte procent af BNP. Det offentlige forbrug skulle reduceres med halvanden procent årligt, hvilket ville medføre 100.000 færre offentligt ansatte. Dertil kom beskæring af rentefradraget og fradrag for kontingent til fagforeninger, øget brugerbetaling og meget andet.