Facebook: »Det er ikke vores opgave at opdage, hvad der i virkeligheden blev sagt til et valgmøde på Lolland«

Omkring 80 procent af danskerne har en Facebook-profil og er dermed et potentielt mål for fake news under den danske valgkamp. Derfor har Facebook oprustet deres algoritmer og udvidet deres personalesammensætning for at bekæmpe misinformation og valgmanipulation, fortæller deres chef for Norden. Hvor mange dansksprogede ansatte, som skal stå for dette, ved han »tilfældigvis ikke«.

KAREN BLEIER / Ritzau Scanpix

Facebook fortæller, at det sociale medie går til kamp mod russiske trolde og andre af internettets mørke krigere, som kunne have interesse i at påvirke det nært forestående folketingsvalg.

Det sociale medie er tidligere blevet kritiseret for at sprede misinformation og fake news til millioner af amerikanere og dermed være med til at påvirke den amerikanske præsidentvalgkamp i 2016. Nu har det sociale medier lært lektien, fortæller Martin Ruby, som er Facebooks politiske chef for Norden og Benelux-landene.