Flere restriktioner
31 nye kommuner får indført restriktioner fra fredag klokken 16. Det gælder alle kommuner i Region Sjælland og Midtjylland samt Aalborg og kommuner i Trekantsområdet: Vejle, Fredericia og Middelfart. Restriktionerne er de samme, som 38 kommuner netop nu er underlagt. Begge regioner rykkes til niveau fire i det nationale varslingssystem, hvor Region Hovedstaden allerede befinder sig.
Hurtigere test
Myndighederne indfører hurtigtest som et supplement til den nuværende PCR-coronatest. Det betyder, at flere danskere vil blive testet med antigentest, hvor man får svar på 15 minutter. Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) understreger, at syge og nære kontakter fortsat vil blive testet med de mere sikre PCR-test. Private skal hjælpe med dette.
Flere test
Myndighederne vil udvide testkapaciteten ved at tilkøbe mere laboratoriekapacitet hos private. Det skal sikre flere test i den kommende tid, lyder beskeden. Målet er 20.000 flere test hver dag.
Vaccine på vej
Vacciner kan blive godkendt 31. december, altså om 21 dage, oplyser Heunicke. Kort tid efter vil det være muligt at vaccinere i Danmark.
Ny smitterekord
Det seneste døgn er der sat rekord for både antal nye smittetilfælde og antallet af coronatest, oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke på pressemødet. I alt er der registreret 3.132 nye smittetilfælde. Det er det højeste nogensinde i løbet af pandemien. Det rekordhøje antal smittetilfælde er fundet på baggrund af mere end 110.000 test. Det er ligeledes det højeste under pandemien.
Mere lønkompensation
Regeringen og arbejdsmarkedets blev tidligere i dag enige om at udvide den netop aftalte lønkompensationsordning til hele landet. Dette fortæller beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) også på pressemødet. Det betyder, at lønkompensationsordningen fra foråret udvides til hele landet, ligesom ordningen for virksomheder, som har forbud mod at holde åbent, også fortsat gælder.