Fra i dag lukker 38 kommuner delvis ned, da regeringen for to dage siden annoncerede skrappere restriktioner i mange af de mest smitterige kommuner.
Restriktionerne, der gælder fra i dag, har en midlertidig udløbsdato 3. januar 2021.
Hjemmeundervisning for 5. klasse og op
De største børn i skolen skal sendes hjem. Skoleelever fra 5. klasse og op skal frem mod juleferien undervises digitalt, som det var tilfældet tidligere på året.
»Smitten er for høj, og situationen er for bekymrende. Derfor skal vi sætte ind, så vi får kontrol over smitten og dermed epidemien,« sagde statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde mandag den 7. december.
Hjemsendelserne gælder også for elever på ungdomsuddannelser og som hovedregel for studerende på videregående uddannelser.
Barer, cafeer og restauranter lukker
Endnu en gang lukker barer, cafeer og restauranter, som de gjorde før sommerferien. Lukningerne til begyndelsen af januar betyder, at der ingen jule- eller nytårsbyture er.
Restauranter vil stadig have mulighed for at servere takeaway, men det vil ikke være muligt at spise på restauranter eller cafeer.
Biografer, teatre og spillesteder
Spillesteder og teatre skal nu igen holde lukket. Hidtil har de haft åbent under særlige regler om mindre kapacitet for at kunne holde afstand, men det er heller ikke muligt fremover.
Biograferne bliver også ramt af restriktionerne. Det betyder ingen biografture i juledagene, der ellers er en af de store indtjeningsdage for landets biografer.
Ærgerligt er det også for danske filmskabere. DR skriver, at Søren Kragh-Jacobsens nye film, »Lille Sommerfugl«, kun nåede at få fire dage i biografen, inden nedlukningerne ramte.
Fitnesscentre, svømmehaller og museer
Der er god grund til for alvor at passe på ved julebordet i år. Nu er det nemlig ikke muligt at holde julekiloene stangen ved at løfte jern i centeret.
Fitnesscentre og svømmehaller holder lukket, og i flere tilfælde suspenderes medlemskaberne til 3. januar næste år.
Museer, biblioteker og aftenskoler lukkes også ned.
Indendørssteder, hvor der udøves idræt- og foreningsaktiviteter lukkes også.
Zoo og Tivoli m.m.
Indendørsarealer i forlystelsesparker, zoologiske haver, akvarier og lignende skal lukkes for gæster.
Indtil i dag så det ud til, at Tivoli i København godt kunne overholde kravene, som de har gjort siden før sommerferien. Men onsdag oplyste Tivoli i en pressemeddelelse, at man er nødsaget til at lukke.
»Det er ikke mindst på grund af medarbejdernes store indsats, at vores gæster har kunnet føle sig trygge og nyde deres besøg i Tivoli,« siger administrerende direktør i Tivoli, Susanne Mørch Koch, i en pressemeddelelse:
»Vores medarbejdere havde fortjent muligheden for at gøre arbejdet færdigt, men vi må bare endnu en gang konstatere, at covid-19 ikke er retfærdig.«
Opfordring til offentlige og private
Offentligt ansatte, der ikke opfylder kritiske funktioner, opfordres til at arbejde hjemmefra i de 38 kommuner. Det samme er tilfældet for private arbejdsgivere, som opfordres til at lade medarbejderne arbejde hjemmefra.
Restriktionerne rammer landets tre største byer København, Aarhus og Odense. Listen over samtlige 38 kommuner kan ses herunder.