Personer, der frivilligt tilmelder sig en tur som værnepligtige i Forsvaret, kan blive straffet med op til seks måneders fængsel, hvis de fortryder deres beslutning.
Det bekræfter forsvarsminister Trine Bramsen (S) i et skriftligt svar til Folketingets forsvarsudvalg.
»Værnepligtige, herunder værnepligtige, som frivilligt har påtaget sig pligten, der udebliver fra værnepligtstjeneste, indberettes af Forsvarsministeriets Personalestyrelse til Forsvarets Auditørkorps,« skriver Trine Bramsen til Forsvarsudvalget.
Forsvarets Auditørkorps, i daglig tale FAUK, indleder i så fald en efterforskning om udeblivelse fra tjenesten, hvilket er en overtrædelse af den militære straffelov.
Strafferammen er bøde eller fængsel i op til seks måneder.
Uforståeligt
De frivillige udgør i dag over 99 procent af Forsvarets godt 4.600 værnepligtige.
Det er Konservatives forsvarsordfører, Niels Flemming Hansen, der gennem Folketingets forsvarsudvalg har spurgt forsvarsminister Trine Bramsen om sagen.
Han betegner det som uforståeligt, at frivillige værnepligtige risikerer fængselsdomme, hvis de fortryder tilmeldingen.
»Jeg kan godt forstå, at der skal være en bøde for at udeblive, eftersom Forsvaret bruger mange ressourcer på værnepligtige. Men jeg forstår simpelthen ikke, at de frivillige værnepligtige skal kunne straffes med op til seks måneders fængsel,« siger Niels Flemming Hansen.
»Jeg kunne forstå den paragraf, hvis man kun havde tvungen værnepligt, men i dag, hvor de fleste værnepligtige er frivillige, virker den paragraf som et levn fra fortiden. Nu vil jeg tage en dialog med Trine Bramsen om, hvorvidt der er grundlag for at ændre på paragraffen,« siger den konservative forsvarsordfører.

Drøftes i ministeriet
Berlingske har spurgt Trine Bramsen, om man i Forsvarsministeriet har overvejet at ændre paragraffen for udeblivelse fra tjeneste, så den ikke gælder frivillige værnepligtige.
Hun oplyser i et skriftligt svar, at spørgsmålet lige nu bliver drøftet.
»Når du har meldt dig til værnepligt, skal samfundet også kunne regne med dig. Flere af vores værnepligtige indgår jo i beredskabet og udgør en samfundskritisk funktion. Som det er i dag, kan frivillige værnepligtige godt fortryde deres beslutning inden for de første fire uger. Sammen med Forsvaret og Beredskabsstyrelsen drøftes det om reglerne giver mening,« skriver Trine Bramsen via Forsvarsministeriets presseafdeling.
Mens mandlige værnepligtige kan fortryde tilmeldingen inden for fire uger, kan kvinder på såkaldt værnepligtslignende vilkår, som udgør næsten en fjerdedel af de værnepligtige, få deres tilmelding ophævet helt frem til mødedagen.
Berlingske har også spurgt Forsvarsministeriets Personalestyrelse, hvor mange personer der bliver anmeldt til FAUK for at udeblive fra tjeneste, men har onsdag ikke fået svar fra styrelsen.