Den umiddelbare demokratiske blødning af kongresmedlemmer og senatorer, der trækker støtten til Biden, er ovre.
Mediernes og den amerikanske befolknings fokus er nu skiftet til attentatforsøget mod Donald Trump og udvælgelsen af J.D. Vance som hans vicepræsidentkandidat.
Men bag kulisserne foregår et magtspil i Det Demokratiske Parti, hvor både Biden-støtter og modstandere undersøger deres muligheder forud for den skelsættende partikongres i Chicago, hvor partiets præsidentkandidat officielt udvælges den 19.-22. august.
Nu arbejder Bidens hold på en teknisk finte, der kan dræbe diskussionen om Biden og cementere ham som den endelige præsidentkandidat allerede den 5. august, skriver Axios.
Omvendt står modstandere af Joe Biden internt i partiet med dilemmaet mellem at fremstå som et samlet parti og samtidig erkende, at Joe Biden ikke er i stand til at genvinde magten i Det Hvide Hus, skriver CNN.
I dette intense magtspil kan en elektronisk afstemning spille en afgørende rolle i partiet.
Tæl til 2.000
I den kendte Adam Price-serie »Borgen«, siger Birgitte Nyborgs tro følgesvend Bent Sejrø: »Kan du tælle til 90?«, det magiske antal mandater, der sikrer dig magten i Danmark.
I øjeblikket lyder det fra Biden-administrationen, at han skal tælle til 2.000 delegerede.
Et tal, der vil sikre ham flertallet af de 4.000 demokratiske delegerede, som afgør, hvilken kandidat der skal tage kampen op mod Donald Trump, der mandag officielt blev udnævnt som Det Republikanske Partis præsidentkandidat.
Ifølge Axios er det nu Den Demokratiske Nationalkomités (DNC) plan teknisk at nominere præsident Biden uger før partikongressen næste måned.
DNCs nuværende plan er at instruere statspartiformændene i næste uge i, hvordan man gennemfører den elektroniske afstemning på en sikker måde.
Vinduet for afstemningen åbner sandsynligvis den 29. juli og slutter den 5. august, fortæller kilder til mediet.
Lykkes det partiet at få 2.000 delegerede til at nominere Joe Biden gennem et virtuelt navneopråb, skal Biden blot overleve sit eget partis kritikere i to uger mere.
Så vil det være for sent at få en anden kandidat nomineret.
Manden, der fik snebolden til at rulle, er det demokratiske kongresmedlem Lloyd Doggett, der efter tv-debatten satte spørgsmålstegn ved Bidens egnethed til Det Hvide Hus.
Efterfølgende har 19 demokrater opfordret Joe Biden til at trække sig, og en række prominente kendisser og donorer har også trukket deres støtte.
Opnår Joe Biden flertal gennem et virtuelt navneopkald, vil det ifølge mediet være tæt på umuligt at fjerne ham fra toppen af den demokratiske præsidentvalgsbillet.
»Vi ser frem til at nominere Joe Biden gennem et virtuelt navneopråb og fejre nomineringen med fanfare sammen i Chicago i august sammen med de 99 procent af de delegerede, der støtter Biden-Harris-billetten,« udtalte Jamie Harrison, formanden for DNC, i en erklæring.
Ifølge CNN er der dog fortsat en større gruppe demokrater, der arbejder med privat lobbyarbejde for at svække Joe Biden og presse ham ud af sit kandidatur.