En søsters desperate råb til PET: »Sådan takker I borgere i dette land for at hjælpe jer«

Familien til den terrordømte Ahmed Samsam har i flere år desperat forsøgt at få myndighedernes hjælp. I 2018 blev Ahmed Samsam idømt otte års fængsel for at tilslutte sig Islamisk Stat, selv om han ikke var terrorist, men derimod agent for PET og FE. Familiens henvendelser er besvaret med tavshed. Ahmed Samsams lillesøster mødte PET-agenter, der lovede at »ordne« sagen – og derpå aldrig siden tog telefonen. Sporet efter taletidskortet hos TDC ender blindt.

Til stor overraskelse for den unge kvinde reagerede to agenter fra Politiets Efterretningstjeneste (PET) til sidst.

21-årige Fatima Samsam havde i månedsvis sendt SMSer og kimet PET ned, både på de telefonnumre, hun havde fået fra sin fængslede storebror, Ahmed Samsam, og på PETs hovednummer.