Godmorgen! Onsdag eftermiddag vil »alles øjne« være rettet mod Beirut, hvor Hizbollahs leder skal holde en vigtig tale. Men først dagens andre vigtige overskrifter.
Tophistorier
I dag fejrer vi, at Berlingske blev udgivet for første gang 3. januar 1749 – for præcis 275 år siden. I et essay kommer Poul Høi med et bud på, hvorfor Berlingske har formået at eksistere i 275 år. Også Tom Jensen skriver om Berlingskes jubilæum i dagens leder.
Der er nu indstillet otte kandidater til Berlingskes pris, Fonsmark-prisen, som tildeles markante stemmer og tænkere, som på afgørende vis har bidraget til den borgerlige idédebat.
Imens de to seneste regeringer har brugt milliarder på at skaffe sygeplejersker, har Region Hovedstaden opdaget en langt billigere ressource.
En opsigtsvækkende undersøgelse tegner et tvetydigt billede af vælgernes syn på det regionale demokrati. Det er der en god forklaring på, og den skal findes i København, mener forsker.
En snestorm har ramt en større del af landet med store mængder sne og kraftig blæst, hvilket vil give store trafikale udfordringer. Følg vores liveblog her.
Dagens vigtige: En farlig gnist

Et fire måneder gammelt videoklip fra en tv-transmitteret tale har pludselig fået nyt liv på sociale medier.
Her meddeler Hizbollahs leder, Hassan Nasrallah, at den militante bevægelse ikke vil tøve med at gå i krig mod Israel, hvis et attentat finder sted på libanesisk jord.
En trussel, der pludselig blev højaktuel tirsdag aften.
Her blev den tredjeøverstkommanderende i Hamas, Saleh al-Arouri, dræbt i et attentat, der fandt sted dybt inde i Libanon i en forstad til Beirut.
Hizbollah betegner eksplosionen som et »alvorligt angreb på Libanon« og en »farlig udvikling«.
Attentatet, som Israel menes at stå bag, »vil ikke gå ubesvaret eller ustraffet hen«, meddelte den libanesiske gruppe sent tirsdag aften.
Angrebet markerer en »markant eskalering« af krigen, der brød ud i Mellemøsten efter Hamas' massakre på Israel 7. oktober.
Og ifølge Helle Malmvig, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier med fokus på politik i Mellemøsten og særligt Libanon, skaber det fornyet frygt for, at en storkrig kan bryde ud.
Spørgsmålet, der står tilbage, er: Hvad gør Hizbollah nu?
Onsdag eftermiddag vil mange øjne være rettet mod Beirut, hvor Hassan Nasrallah efter planen skal holde en længe planlagt tale.
Og her er det – ifølge Helle Malmvig – værd at følge med.
»Jeg regner med, at han vil indikere, i hvilket omfang de vil svare tilbage. Om de vil svare igen med samme styrke, eller om de vil tage det til et højere niveau, er ikke til at vide,« siger hun.
Israel har ikke officielt taget skylden for angrebet.
Dagens Pilestræde
Stormen på Kongressen 2:3 – »Velkommen til revolutionen. Blodet vil flyde«
Politimanden Mike Fanone stemte selv på Trump, men en kold onsdag var præsidentens tilhængere tæt på at dræbe ham.
I tre kapitler udfolder Berlingskes udenrigskorrespondent Poul Høi historien om en af de mest skelsættende begivenheder i USA – og verden – i nyere tid: stormen på Kongressen, som fandt sted 6. januar for tre år siden.
Vært: Poul Høi
Fik du læst?
Elbiler | Tesla-strejke skaber »usædvanlig« intern splittelse mellem danske fagforeninger.
Klima | De fire tilbageværende partierne i forhandlingerne om at nå klimamålet i 2025 har kritiseret klimaminister Lars Aagaard (M) for at være for langsom. Nu går ministeren i rette med kritikerne.
Epstein | Knap 200 navne florerer på hidtil hemmeligholdt materiale i Epstein-sag. Nu bliver det offentliggjort
Lige nu
Et stort uvejr har ramt Danmark.
Der ligger allerede meget sne i Nordjylland, og også på Nordsjælland er der varslet, at der kan falde 30 centimer sne det næste døgn.
God dag!
Venlig hilsen
Anne Meisner Synnestvedt og Sofie Amalie Elmelund, journalister på Berlingske




