Det har været varierende grader af fladt og bakket, siden Tour de France-feltet for ni dage siden kørte ud af Lille.
Der har været etaper til sprinterne og udbryderne - og også to sejre til cykelsensationen Tadej Pogacar.
Mandag kan hverken han eller Jonas Vingegaard gemme sig.
På den franske nationaldag, bastilledagen, er det blevet tid til Tourens første bjergetape.
Den vil formentlig give os en række svar på det nuværende styrkeforhold mellem de to rivaler, mener B.T.s Tour de France-ekspert, Bjarne Riis.
Han forventer, at Vingegaards hold, Visma-Lease a Bike, vil køre offensivt på det, der tegner til en lang og hård dag i sadlen.
»Det er et spørgsmål om Jonas tør, og hvor god han føler sig. Men jeg ville passe på. Jeg er bange for, at han får Pogacar i nakken, hvis han angriber. Han ser ud til at være stærkt kørende lige nu,« siger Riis.

Der er tale om en af årets farligste etaper, mener DRs cykelekspert Brian Nygaard.
Også han forventer, at Vingegaards hollandske mandskab vil forsøge at diktere løbet.
»Visma er meget risikovillige, og en etape, der er så lumsk og så hård, kan godt vende meget på hovedet. Første uge har været hård, det har sat sig mange steder, og der er en regning at betale,« siger Nygaard til DR.
Risiko for slovensk nyrestød
10. etape bevæger op og ned af de eksplosive stigninger i Massif Central på en 163 kilometer lang rute mellem Ennezat og Le Mont-Dore Puy de Sancy.
Med 4.300 højdemeter fordelt på hele otte kategoriserede stigninger er den samlet set svær nok til, at den kan skabe forskelle i klassementet.
Det vurderer TV 2s cykelekspert Emil Axelgaard:
»Som udgangspunkt er det en Pogacar- og ikke en Vingegaard-etape, og derfor vil det være en succes for danskeren, hvis han kommer til mål med sin rival. Finalen er dog også svær nok til, at Pogacar har en reel chance for at køre alene hjem og levere endnu et nyrestød,« skriver han.

Danskeren ligger lige nu et minut og 17 sekunder efter sloveneren efter et katastrofalt tidstab på 5. etapes enkeltstart.
»Det var en svær dag for mig. Jeg havde en lidt dårlig dag. Sådan er det nogle gange«, sagde han noget overrasket efter at være rullet i mål.
Søndag stod det klart, at Pogacars vigtigste holdkammerat, João Almeida, måtte trække sig fra løbet efter et styrt nogle dage forinden.
I holdradioen kunne man høre på sportsdirektørens stemme, at det var et stort tab, skriver Berlingskes Rasmus Karkov om søndagens sidevindsdrama:
Pogacar havde mistet en uvurderlig hjælper.