Det går generelt den rigtige vej med smittetallene.
Sådan lyder meldingen fra både sundhedsmyndigheder og eksperter, som Berlingske har talt med.
For anden dag i træk ligger positivprocenten – andelen af positive ud af gennemførte prøver – på under to procent. På et pressemøde onsdag kaldte Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm det »glædeligt«, at smittekurven er knækket op til jul.
»Det er for tidligt at give slip, og vi skal stadig have afstand, bruge håndsprit og vise hensyn – også efter at man eventuelt er blevet vaccineret,« sagde Søren Brostrøm.
Andelen af positive ligger på 1,95 procent, viser onsdagens tal fra Statens Serum Institut. Det er en lille stigning i forhold til tirsdagens tal, men det ændrer ikke på den overordnede tendens. Det mener Torben Mogensen, der er speciallæge i anæstesi og formand for Lungeforeningen.
»Jeg tror, at trenden fortsat er nedadgående, og så kommer der nogle plateauer indimellem. Så vi er stadig på vej i den rigtige retning,« siger han. .
Torben Mogensen var i weekenden ikke helt overbevist om, at epidemien havde toppet. Det er han nu.
»Nu er der så mange tal, der er gået nedad eller har stået stille, at man godt kan sige, at det har toppet,« lyder det fra formanden for Lungeforeningen.
Torben Mogensen er til gengæld »helt overbevist om«, at de faldende smittetal skyldes de restriktioner, som regeringen løbende har indført. Fra 9. december blev skoleelever fra 5. klasse og opefter sendt hjem – først i dele og siden i hele landet.
Både Torben Mogensen og Nils Strandberg Pedersen, der er tidligere direktør hos Statens Serum Institut, lægger op til, at restriktionerne bør forlænges.
Af de foreløbige planer fremgår det, at hjemsendelsen af skoleeleverne kun gælder til og med 3. januar. Medmindre restriktionerne forlænges, kan eleverne derfor begynde at strømme tilbage i skolerne fra den dato. Det vil være okay for elever i 0. til 4. klasse, mener Torben Mogensen.
»For de små tror jeg, at det er fint, fordi de trods alt er mindre smittefarlige.«
Men de ældre elever og specielt ungdomsuddannelserne bør nok fortsat blive hjemme, lyder hans vurdering.
Nils Strandberg Pedersen er mere kontant.
»Det kommer ikke til at ske,« lyder hans helt umiddelbare vurdering af, om eleverne kommer tilbage på skolebænken fra 4. januar.
»Smitten er jo ikke bragt ned endnu, og vi vil få en eksplosion af smitte, hvis vi åbner op på uddannelsesinstitutionerne,« siger Nils Strandberg Pedersen.
Hvad med at åbne for en del af elever, eksempel 0. til 4. klasse?
»Det kommer helt an på, hvordan tallene ser ud, når vi når frem til 1. januar. Problemet er, at på det tidspunkt har vi ikke set effekten af julen. Den vil vi først se om cirka 14 dage.«
Så mener du, at man helt bør vente med at åbne yderligere op for noget som helst, indtil man har se effekten af julen?
»Ja, det vil jeg mene. Det ville være forsvarligt,« siger Nils Strandberg Pedersen.
»Det mener jeg at man burde gøre, indtil man får det under kontrol. Konsekvensen kan jo være et hospitalsvæsen, der er ved at vælte. Så det nytter ikke, at vi smider mere benzin på det bål. Og der skal altså virkelig meget til, før at regionen går ud og siger, at man ikke kan klare det,« siger Nils Strandberg Pedersen.
Nils Strandberg Pedersen og Torben Mogensen har forskellige vurderinger af, om man kan forvente, at danskerne følger anbefalingerne i julen baseret på deres egne oplevelser. De har ikke en videnskabelig prognose ved hånden.
»Men de restriktioner, man havde i USA omkring Thanksgiving, som jo normalt er en stor, festlig begivenhed, og som minder om det, som vi i Danmark gør i julen, gjorde ikke, at smittespredningen eksploderede,« siger Torben Mogensen.
Berlingske har onsdag formiddag – inden de seneste tal blev offentliggjort – talt med Henrik Ullum, der er direktør i Statens Serum Institut. Ifølge direktøren er smittetallene trods en faldende tendens stadig på »et niveau, hvor alarmklokkerne ringer«.
»Hvis vi kommer tilbage i den samme form for smitteudvikling, som vi havde i den første halvdel af december og endda startende på et højere niveau, så kan vi ikke bære det. Det ville være helt forkert, når vi nu er ved at have vacciner. Det ville i mine øjne være forkert at slippe epidemien løs igen,« siger Henrik Ullum.
Hvad med skolelukningerne – vil man kunne åbne op 4. januar?
»Jeg kan ikke sige, hvad der kommer til at ske der, men vi er mange mennesker, der arbejder hårdt mellem jul og nytår på at finde de rigtige løsninger. Vi ønsker jo ikke at straffe samfundet med restriktioner et øjeblik mere, end det er nødvendigt.«
Dagens øvrige tal viser, at der er sket 26 yderligere dødsfald blandt coronasmittede siden tirsdagens tal. Tallet er det højeste målte dødstal under epidemien. Tidligere rekord var 22 dødsfald. Statens Serum Institut skriver dog, at dagens opgørelse dækker over 27 timer og ikke 24 timer som normalt.