Ekspert langer ud efter gymnasieaftale: »Det er noget politisk makværk«

Mangeårig forsker i pædagogik Niels Egelund har aldrig nogensinde før hørt om at inddele elever efter deres forældres indkomst. Med regeringens gymnasieeksperiment er de unges trivsel og faglighed på spil, mener han.

Den nye elevfordelingsmodel vil især ramme unge i hovedstadsområdet og Nordsjælland. Arkivfoto: Mathias Eis Mathias Eis

I bestræbelsen på at modvirke parallelsamfund risikerer et flertal i Folketinget at skabe en række nye problemer for unge i Danmark.

Så klar er advarslen fra den mangeårige forsker i pædagogik og professor emeritus ved Dansk Institut for Pædagogik og Uddannelse, Niels Egelund. Han ser flere udfordringer med den politiske aftale, som betyder, at unge i visse områder fra næste år vil blive fordelt på gymnasierne efter, hvor meget deres forældre tjener.