Adfærdsekspert Morten Münster blev overrasket, da han mandag morgen i Berlingske læste, at vi sandsynligvis skal holde social distance i over et år endnu.
Håndtryk, kys og kram samt fødselsdage og koncerter bliver ikke en del af vores hverdag, før vaccinen er kommet, lød forventningen fra Kåre Mølbak, der er direktør i Statens Serum Institut.
»Det bliver meget, meget svært. Det tror jeg nærmest ikke på kan lade sig gøre. Det er helt urealistisk at tro, at vi kan holde samme kadence som nu,« lyder reaktionen fra Morten Münster.
Han er rådgiver for virksomheder i adfærdsdesign og forfatter til to bøger om adfærdsdesign – blandt andet »Jytte fra Marketing er desværre gået for i dag«.
»Vi ved fra stort set alle forskningsforsøg, at vi er rigtigt gode i begyndelsen, når vi forsøger at ændre adfærd, men efterhånden vil vores adfærd typisk vende tilbage til normalen,« siger han.
Morten Münster forudser, at vi fra nu af vil begynde at opføre os mere normalt, da vi ikke kan følge myndighedernes anbefalinger bedre, end vi gør i øjeblikket.
»Vi vil med al sandsynlighed begynde at se, at folk bliver dårligere til at holde afstand til hinanden og ikke at mødes med venner og bedsteforældre. Det er så fundamentalt menneskeligt, at vi gerne vil være socialt sammen, så det bliver nærmest umuligt ikke at holde havefest eller at se sin gamle farmor i et helt år,« siger Morten Münster.
»Jeg tror godt på, at vi om et år fortsat kan give footfives til hinanden. Men mennesker har en tendens til at flyde tilbage mod normalen. Det er ligesom et vægttab. Man er motiveret i begyndelsen, og alt går godt. Men man vil næsten altid ende med at tage kiloene på igen.«

Forbud vil ikke virke
Problemet er, at vi netop har været gode til at overholde anbefalingerne, forklarer Morten Münster.
»Det er besværliggjort af, at det hele er lykkedes os så godt. Hvis man gerne vil holde en havefest, tænker man, at vi jo har klaret det godt, det er ikke italienske tilstande, så det sker der nok ikke noget ved,« siger han og fortsætter:
»Skoler åbner, frisører åbner, og andre liberale erhverv åbner. Man tænker, at det betyder, at vi er på vej tilbage til status quo. At man så får at vide, at man stadig skal holde to meters afstand og ikke ses med de ældre, er meget svært for den menneskelige hjerne at sortere i.«
Kåre Mølbak pointerer selv i interviewet med Berlingske, at folk er begyndt at slække på afstandskravene. Han kalder det »bekymrende«, da social distance er det mest effektive middel mod smittespredning.
Men selv om forsamlingsforbuddet på ti personer fastholdes et år endnu, vil det stadig være svært at få folk til fortsat at holde to meters afstand og ikke mødes i større grupper, lyder det fra Morten Münster.
»Det vil ikke være nok med et forbud. Du må heller ikke køre for stærkt, men alle gør det alligevel. Man gør det, fordi man fortæller sig selv, at der aldrig er sket noget, og at ingen nogensinde er døde af det. Så det går nok,« siger han.
Det svarer til at sige til en person, der lige har tabt sig ti kilo, at han bare skal fortsætte. Så nemt er det ikke.Morten Münster, adfærdsekspert
Han forudser også, at mange vil begynde at ses med bedsteforældre igen. Man vil nemt kunne finde en »kreativ efterrationalisering« for, hvorfor man godt kan ses med bedsteforældrene, mens man siger til sig selv, at »alle andre jo holder afstand, så det går nok«, fortæller han.
Kan man overhovedet gøre noget for at få folk til fortsat at holde afstand?
»Det er et trist svar, men det er ikke så meget mere, man kan gøre end det, man gør nu. Jeg siger heller ikke, at folk vil gå tilbage til status quo i morgen og kramme hinanden ihjel. Men vi vil se en aftagende effekt. Spørgsmålet er bare, hvor hurtigt det vil gå. Vi må håbe, at det ikke går hurtigere, end at sygehusene kan følge med,« siger Morten Münster.
Han er positiv over for myndighedernes strategi om at være så forsigtige som muligt fra begyndelsen, da det vil give plads til, at flere begynder at slække på kravene. Men han er alligevel bekymret efter Kåre Mølbaks udmelding om et års social distance.
»Jeg er bekymret for, hvor hurtigt vi begynder at slække på kravene, og derfor også glad for, at man måske er lidt overforsigtig i genåbningen. For selv om det er gået godt, er der ingen garanti for, at vi fortsætter. Det svarer til at sige til en person, der lige har tabt sig ti kilo, at han bare skal fortsætte. Så nemt er det ikke. Det er faktisk tæt på umuligt,« lyder det fra adfærdseksperten.