Efterretningstjeneste frikendt i spiondrama

Den særlige undersøgelseskommission har afsluttet sin undersøgelse af FE-sagen og finder hverken grundlag for at rejse kritik af efterretningstjenesten eller enkelte medarbejdere.

Chef for FE Lars Findsen blev sidste år hjemsendt som følhe af FE-sagen. Liselotte Sabroe

FE-sagen, som tegnede til at blive årtiers danske spionskandale, har i dag nået sin foreløbige afslutning.

Der er ikke grundlag for at rejse kritik af Forsvarets Efterretningstjeneste, i daglig tale FE, eller af tjenestens medarbejdere.

Det er konklusionen fra den særlige undersøgelseskommission, som siden årsskiftet har været i gang med at kulegrave FE-sagen, og som i dag har afgivet sin beretning til justitsminister Nick Hækkerup (S).

FE-chef Lars Findsen og andre ledende medarbejdere har været fritaget for tjeneste som konsekvens af den såkaldte FE-sag, siden sagen detonerede i august 2020.

Det skete, da Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET) meddelte offentligt, at FE uberettiget har spioneret mod danske borgere og endvidere givet vildledende oplysninger til TET, som kort fortalt har til opgave at monitorere, om tjenesterne FE og PET overholder loven.

Flere medier, herunder Berlingske, har efterfølgende afdækket, at sagen handler om en fortrolig aftale mellem FE og amerikanske NSA om indhentning af data fra danske internetkabler.

Kastellet i København, hvor Forsvarets Efterretningstjeneste holder til. Mads Claus Rasmussen

Selve resultatet af kommissions arbejde kommer næppe se offentlighedens lys. Det blev fra start besluttet, at sagens faktiske omstændigheder hverken ville blive offentliggjort eller undergivet aktindsigt, og end ikke undersøgelsens præcise opdrag er offentliggjort.

Foruden FE-chef Lars Findsen blev tre andre ledende medarbejdere i FE hjemsendt som konsekvens af sagen, herunder indhentningschef Henrik Berg.

Få dage senere blev også den tidligere chef for FE, Thomas Ahrenkiel, som siden var blevet departementschef i Forsvarsministeriet, fritaget fra tjeneste, umiddelbart inden han skulle overtage posten som ambassadør i Berlin.

Forsvarsministeriet vil på baggrund af kommissionens konklusioner fortsætte dialogen med de tjenestefritagede medarbejdere, som på baggrund af konklusionerne ikke længere er forhindret i at fortsætte med at gøre tjeneste, skriver Forsvarsministeriet på sin hjemmeside.