Efterforsker: Vi mangler spidskompetencer til at opklare drab i kredsene

Man bliver kun god til at opklare drab og drabsforsøg, hvis der er nok af den slags sager. Det er der ikke i de enkelte kredse, fortæller efterforsker med 34 års erfaring fra politiet – senest ni år i afdelingen for drab i Nordjyllands Politikreds.

I visse drabssager er der behov for erfarne drabsefterforskere, mener  Kenneth Hansen, der har 34 års erfaring fra blandt andet drabssager i København og har været i specialenheden hos Nordjyllands politi i 12 år, heraf ni år i specialefterforskningen personfarlig kriminalitet. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Flere uopklarede kvindemord de seneste år, ikke mindst en notorisk miserabel efterforskning af drabet på Emilie Meng, får flere til at kræve Rejseholdet tilbage. Før politireformen i 2007 bestod Rejseholdet af dybt specialiserede efterforskere, der rejste til gerningsområdet og ikke lavede andet end at efterforske de vanskeligste sager med den nyeste viden. Men i dag skal de enkelte kredse selv stå for efterforskningen.

»I nogle kredse mangler man spidskompetencer, fordi man har for få drab og efterforskninger og derfor ikke får nok erfaring til at opbygge en spidskompetence,« siger Kenneth Hansen, der har 34 års erfaring fra blandt andet drabssager i København og har været i specialenheden hos Nordjyllands politi i 12 år, heraf ni år i specialefterforskningen personfarlig kriminalitet, indtil han i år blev rykket til Aalborg Lufthavn.